Lokal bager lukker efter 41 år
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Bageriet havde i 2022 rekord jule- og nytårshandel.
Efter 41 år lukker Hørby Bageri. Det skriver bageriet på sin Facebookside.
Bageriet havde i 2022 rekordstor jule- og nytårshandel, men nu har ejerne valgt at gå en anden vej.
- Efter lang tids overvejelse har vi besluttet, at det er blevet tid til at koble fra og prioritere tiden anderledes. Mange års hårdt arbejde har sat sine spor, og det betyder, at 5. marts bliver vores sidste åbningsdag, skriver de på Facebook.
Dermed holder Hørby Bageri åbent indtil 5. marts 2023. Derefter vil det ikke længere være muligt at købe brød og kager i butikken.
Lokal tristhed
Nyheden om bagerens lukning har også været til stor ærgelse hos de lokale beboere, og flere har kommenteret Facebook-opslaget med en vis sorg.
- Trist nyhed - men fuld forståeligt. I har om nogen slidt og slæbt og fået en bagerforretning op at stå. Den /I er blevet kendt som byens og omegnens super dygtige bagerfolk, skriver Emmy Jakobsen som kommentar til opslaget.
Herunder kan du se et indslag fra starten af december, da de fejrede 40 års jubilæum.
- I vil blive savnet af mange i hele det nordlige af Danmark, jeg har mange kolleger i Pandrup, der snakker rigtigt godt om jer, skriver Preben Heltborg Martinsen på opslaget.
Det er heller ikke kun de lokale borgere, der har reageret på lukningen.
- Det var trist for oss, når vi er på besøk i Hørby fra Norge, skriver Elisabeth Eriksen.