Lily Broberg og Buster Larsen får fire børn i Nordjylland
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
Et kuld hvalpe fra Kvissel har Lily Broberg og Buster Larsen som forældre.
Lily Broberg og Buster Larsen er forældrene til en vaskeægte Matador-klan.
Men før du nu får kaffen helt galt i halsen, er det ikke de to folkekære skuespillere, der er tale om.
Forældrene er nemlig firebenede bomuldshunde, og børnene, ja de er også bomuldshunde. Og også firebenede i øvrigt.
- Det kommer sig af, at vi er Matador-fans. Buster Larsen er vores favoritskuespiller, og der er ene gode skuespillere med i Matador, lyder det fra ægteparret Helle og Preben Jensen fra Kvissel, der ejer de seks hunde.
Og mens Lily og Buster er forældrene har de fire knap otte uger gamle hvalpe også fået navne, som stammer fra Matador.
Der er Hans Christian, Kathrine, Maude og grisehandler Olaf Larsen.
- Første gang vi sagde det, der kunne jeg da godt høre, det lød mærkeligt, men for os er det ikke mærkeligt. De griner hver gang vi kommer ned i Sindal Dyrelægeklinik, fordi de synes, det er så sjovt, når Buster Larsen og Lily Broberg kommer. Deres fulde navn står i deres sundhedsbog, siger Helle Jensen.
Det er hvaleparrets første kuld hvalpe, men det bliver måske ikke det sidste. Så - måske - bliver Matador-klanen udvidet.
- Det lader vi Lily bestemme. Kommer der flere, så fortsætter Matador.