Læsøs borgmester drømmer om at udvide øens flyveplads
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Læsø Kommune arbejder på en udvidelse af Læsø Flyveplads med henblik på at styrke infrastrukturen for erhvervslivet og ikke mindst turisterhvervet.
Læsøs borgmester Tobias Birch Johansen (v) ønsker at udvide den nuværende flyveplads, så den i fremtiden kan modtage større fly. På den måde håber han, at kunne tiltrække flere turister til øen både fra ind- og udland.
Infrastrukturen på Læsø er øverst på min dagsordenen
Tobias Birch Johansen (v), borgmester på Læsø
- Jo bedre muligheder for at komme til og fra øen - jo bedre er det, siger Tobias Birch Johansen.
Faktisk har det i årevis været et ønske for borgmesteren at kortlægge, om det er muligt at udvide flyvepladsen på Læsø, men det skulle vise sig at blive lettere sagt end gjort.
Han har nemlig flere gange forsøgt at få Trafikstyrelsen i tale, men kommunikationen er kun gået den ene vej.
- Jeg føler, vi er løbet panden mod muren i vores dialog med Trafikstyrelsen, siger han.
Ifølge Kanal Frederikshavn har borgmesteren sendt syv rykkere, siden han kontaktede styrelsen første gang, men han hørte aldrig noget tilbage.
Foretræde hos Transportudvalget
Derfor søgte han og øens kommunaldirektør, Kurt Bennetsen om foretræde hos Folketingets Transportudvalg, og det førte til, at de to mænd har været en tur på Christiansborg, for at fremlægge deres sag.
- Det gik skide godt, siger Tobias Birch Johansen, der nu omsider har indledt en dialog med repræsentanter fra Transportudvalget.
Borgmesteren fra Danmarks mindste kommune håber, at mødet på sigt vil føre til, at de på øen kan få en afklaring på, om udvidelsen af flyvepladsen kan blive en realitet og eventuelt, hvad der skal til for, at det kan blive en realitet.
Den foreløbige plan for udvidelsen
- Landingsbanen skal udvides fra 928 til 1500 meter
- Bredden skal udvides fra 23 til 30 meter
- Der skal opføres en ny terminalbygning
- Der skal være et større parkeringsareal og areal til busafsætning