Kun et parti vil ikke have ny vej i Sæby – men de bestemmer det hele
Foto: Jesper Chrisiansen
Hans Rødsgaard-Mathiesen frygter, at Langtvedvej kan blive farlig, hvis der ikke anlægges en nye vej i forbindelse med et nyt boligområde, der er på tegnebrættet ved Sæby Bakker.
Socialdemokratiet vil som det eneste parti i Frederikshavn Byråd ikke tage stilling til, om der skal laves en ny vej ved et nyt boligområde i Sæby.
Oppe ved Sæby Bakker kan der i fremtiden stå 360 nye boliger klar til indflytning.
Lokalplanen for området er netop nu i offentlig høring, og hvis lokalplanen bliver vedtaget, vil en tiendedel af Sæbys indbyggere komme til at bo i det naturskønne område. Netop det vækker bekymring for de borgere, der allerede bor i området ved Sæby Bakker, for lige nu går der kun en vej op til det nye boligområde, Langtvedvej, og den er kun akkurat bred nok til at to biler kan passere hinanden, men så er der ikke plads til gående og cyklister.
- Det bliver en meget farlig vej. Der bliver ikke noget fysisk fortov med kantsten, det bliver kun stribemarkeret.
Hans Rødsgaard-Mathiesen, talsmand, Beboergruppen ved Langtvedvej.
Derfor bekymrer det borgerne, hvis vejen skal være eneste indfaldsvej til et nyt boligområde med omkring 1.000 indbyggere med tilhørende biler, og det er også den vej, børnene i området tager til skole.
- Det bliver en meget farlig vej. Der bliver ikke noget fysisk fortov med kantsten, men kun stribemarkeret, og den (vejen, red.) bliver måske lidt bredere, men tanken er, at det skal være en såkaldt to minus en vej. Det er allerede en farlig vej nu, vi kan se med den lastbiltrafik, der er her allerede nu, så er det faktisk et Guds under, at der ikke er sket nogle uheld, siger Hans Rødsgaard-Mathiesen, der er talsmand for beboergruppen ved Langtvedvej.
Beboergruppe vil have ny vej
Hele boligområdet i det nordlige Sæby ved Sæby Bakker er stadig på tegnebrættet, og ved de næste otte ugers offentlig høring kan borgere stadig komme med deres mening om planerne. Beboergruppen omkring Langtvedvej har allerede tilkendegivet deres mening – de vil have anlagt en ny vej, der går nord om det nye boligområde, som til sidst skal ramme Frederikshavnsvej, så noget af trafikken kan føres væk fra Langtvedvej og over på den nye vej.
Idéen om at anlægge en ny vej er flere partier enig i. Venstre i Frederikshavn Byråd har således stillet et forslag om en ny vej nord for Langtvedvej, mens også SF mener, at der er behov for en ny vej. Faktisk er det kun Socialdemokratiet i Frederikshavn Byråd, der endnu ikke vil tage stilling til, om der skal laves en ny vej i forbindelse med det nye boligområde.
- Vi så gerne, at man lavede noget for de bløde trafikanter, så de kunne ledes syd for det nye boligområde og lede trafikken mod nord, siger byrådsmedlem for Venstre i Frederikshavn Kommune, Mette Hardam (V).
- Selvfølgelig skal vi forpligte os til, at der skal ligge en ordentlig, ansvarlig vej derude specielt til vores bløde trafikanter, siger byrådsmedlem for SF i Frederikshavn Kommune Christina Lykke Eriksen (SF).
Ingen beslutning uden Socialdemokratiet
Selvom alle partier undtagen Socialdemokratiet gerne så, at der blev taget stilling til, om der skal laves en ny vej, så blive planerne ikke til noget, hvis Socialdemokratiet ikke også er med på idéen. Partiet har i Frederikshavn Byråd nemlig absolut flertal, og derfor kan der ikke besluttes noget uden Socialdemokratiet. Lige nu vil Socialdemokratiet hellere vente på, om det bliver nødvendigt med en ny vej, end allerede nu træffe en beslutning om, at der skal laves en ny vej ved det nye boligområde.
- Kommunen er jo ikke verdens rigeste kommune, og vi skal bygge det, vi har behov for, og umiddelbart er vurderingen, at vi kan klare det behov, der er pt., og der vil være i fremtiden, siger Karsten Thomsen (S), der er formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune.
- Jeg mener faktisk, at vi har tilgodeset alle.
Karsten Thomsen (S), Formand, Teknisk Udvalg, Frederikshavn Kommune.
Beboernes frygt, hvis det nye boligområde bliver til noget, er, at vejen vil blive over overbebyrdet med biler og lastbiler. Specielt under opførelsen af det måske kommende boligområde, frygter beboerne, at lastbiler vil køre frem og tilbage på Langtvedvej i pendulfart. Når det nye boligområde en gang står færdigt, vil der ifølge beboerne i området komme til at køre 2.000 køretøjer i døgnet.
Men det er ikke et problem, lyder det fra Socialdemokratiet, der mener, den nuværende vej kan rumme den øgede trafik, hvis den udbygges med fortov og cykelsti.
- Vejen skulle jo kunne klare omkring 3.000 biler i døgnet, og vi laver to minus en vej fra Skagensvej og op ad. Der er er cykelsti hele vejen ned fra bunden af og hele vejen op, samtidig med at de gående kan komme frem, så jeg mener faktisk, at vi har tilgodeset alle, siger Karsten Thomsen (S).
- Hvor mange skal køres ned?
Beboergruppen omkring det potentielt nye boligområde, mener dog ikke, at de er blevet tilgodeset. De sætter nu flere initiativer i gang for at gøre opmærksom på problemet med den manglende vej og de trafikale gener, de mener, venter i området, og på tirsdag starter de en underskriftsindsamling for at få en ekstra vej i området.
- Hvor mange skal der køres ned, før man vil lytte, siger Hans Rødsgaard-Mathiesen spørgende, mens han kort efter siger, at han ikke ville turde at sende børn til skole på Langtvedvej, når det nye boligområdet bliver bygget og er færdigt.
Indtil videre er intet dog besluttet endnu. Lokalplanen for det nye boligområde skal stadig være i høring de næste otte uger, og derefter skal byrådet i Frederikshavn Kommune tage stilling til lokalplanen.