Krisen kradser efter mareridtsstart: - Det gjorde helt ondt i min mave at se så få mennesker
Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix
Frederikshavn White Hawks har ryggen mod muren.
Der er tale om klubbens måske værste sæsonstart nogensinde.
Ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks er for alvor i knæ.
Ét enkelt point og endnu ikke én eneste sejr er den dystre sandhed, ishockeyklubben vågnede op til mandag efter at have spillet sæsonens første otte kampe. En mod hver af de øvrige klubber i Metal Ligaen.
Der er ingen, der kan finde en dårligere sæsonstart end den her
Michael Frederiksen, chefredaktør, Kanal Frederikshavn
Torsdag tabte frederikshavnerne på hjemmebane til rivalerne fra Aalborg Pirates, og sæsonen er dermed startet historisk dårligt for høgene.
- Det er jo langt fra acceptabelt og slet ikke godt nok. Det er en alvorlig situation, vi har sat os selv i, erkender Rasmus Søndergaard, der til dagligt løber på isen for Frederikshavn White Hawks.
Værste start nogensinde?
Holdet er lige nu absolut sidst i den bedste danske ishockeyliga, og der er allerede intet mindre end otte point op til nærmeste konkurrent. Det er formentlig højst overraskende for de fleste, men ikke for holdets egen træner.
- Jeg ved ikke, hvad forventningerne har været til holdet inden sæsonen. Mine forventninger var, at vi er der, hvor vi er nu, men at der findes potentiale i holdet til at blive meget bedre, siger cheftræner Patric Wener.
Frederikshavn White Hawks har ellers tradition for at spille med i toppen af dansk ishockey, og for kun tre år siden, blev de danske pokalmestre. Siden da er de store præstationer dog helt udeblevet.
- Jeg har dækket ishockey siden 1989, og jeg har talt med nogen i dag, hvor jeg har forsøgt at finde ét år, hvor det har været værre, og der er ingen, der kan finde en dårligere sæsonstart end den her, siger Michael Frederiksen, chefredaktør for Kanal Frederikshavn.
Opbakning halter
Det fine selskab i slutspillet ser lige nu ud til at være et godt stykke væk, og denne sæson kan dermed risikere at blive den første i flere årtier, hvor holdet misser slutspillet.
- Har det været godt nok, det I har præsteret?
- Jeg synes som sagt, at vi har potentiale, og at vi som hold må lære at arbejde hårdt i hverdagene, lyder det fra cheftræner Patric Wener.
Den dårlige sæsonstart kulminerede søndag, da Frederikshavn White Hawks som bekendt tabte med 6-2 til Aalborg Pirates foran knap 1.300 tilskuere på hjemmebane. Foruden præstationen, hvor holdet faldt totalt sammen og lukkede fire mål ind i tredje halvleg, bekymrer opbakningen også Michael Frederiksen.
- Det gjorde helt ondt i min mave at se så få mennesker - også når man tænker på, at 300 var fra Aalborg. Det var virkelig et tegn på, at ishockeyen lider i Frederikshavn, lyder det fra cheftredaktøren.
Der er fortsat masser af kampe i grundspillet til at rette op på den dårlige start, og spillernes tålmodighed er så småt også ved at løbe op.
- På et tidspunkt er der ikke kampe nok, så vi skal med nu her. Toget kører, og vi står på perronen, siger Rasmus Søndergaard.