Familiens hunde blev lukket ud i haven: Kort tid efter var alle tre ved at dø

Foto: Privatfoto

Hvalpen Sikki blev lagt i fuld narkose.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Ifølge dyrlægen er alle tre hunde blevet forgiftet.

Lørdag eftermiddag lukkede David Jensen sine tre schæferhunde Lucy, Sikki og Sirius ud i haven, inden han og kæresten tog turen ned for at handle i Jerslev by.

Det blev dog en helt anderledes aften og nat, der ventede parret.

Klokken 19 blev parrets ene schæferhund Lucy nemlig meget dårlig.

- Hun rystede og gik i krampe, så vi skyndte os at køre på dyrehospitalet i Frederikshavn, fortæller David Jensen.

De kommer ikke ud alle tre på en gang. Vi tager dem en efter en, og går med, og vi tjekker haven konstant nu. Om aften går vi med lommelygter, fordi vi er så bange for, at de kan finde mere derude, eller noget lignende skal ske igen

David Jensen

Endnu en hund blev dårlig

Her ventede parret, mens de frygtede, at de skulle miste en af deres familiemedlemmer.

- Vi har ikke børn min kæreste og jeg, så hundene er vores 'børn'. Vi var grædefærdige, da vi kørte mod dyrehospitalet, fortæller David Jensen.

Mens parret stod på dyrehospitalet, var en kammerat hjemme i huset med parrets to andre hunde.

- Min kammerat ringer og fortæller, at Sirius var blevet meget dårlig og var gået i krampe, fortæller David Jensen.

Derfor fik parret hentet Sirius og Sikki derhjemme og kørte tilbage til dyrehospitalet.

- Lucy blev lagt til at sove, fik drop og meget medicin, mens Sirius blev lagt i fuld narkose. De blev indlagt, og vi blev sendt hjem, hvor vi havde sikki med, fortæller David Jensen.

Sikki blev hårdest ramt, og kom først hjem mandag. Foto: Privatfoto

Sidste hund blev lagt i narkose

Parret nåede dog ikke være hjemme i mange timer. Klokken fire om natten blev Sikki nemlig også meget dårlig, og parret måtte derfor igen afsted til hospitalet.

- Det var frygteligt. Vi gik fra at frygte, at vi skulle miste Lucy til at frygte, at vi pludselig skulle miste dem alle, fortæller David Jensen.

Vi har ikke børn min kæreste og jeg, så hundene er vores 'børn'. Vi var grædefærdige, da vi kørte mod hospitalet

David Jensen

Nok ikke en nikotinpose

Selvom der den seneste tid har været flere historier omkring nikotinposer og hunde, der er døde og blevet dårlige, skulle der ikke være tale om den lille hvide pose i David Jensens tilfælde.

- Dyrlægen sagde, at der nok ikke var tale om nikotin, og at man i stedet troede, at der var tale om rottegift. Han havde nemlig set symptomerne før med rottegift, forklarer han.

- de kunne dog ikke udelukke hverken det ene eller det andet, tilføjer han.

'Skræmmende'

At episoden er sket i parrets egen have, og at hundene ikke har været væk fra deres private grund, har også sat sine spor hos parret.

- Jeg synes, det er skræmmende. Og man kan ikke lade være med at tænke på, om det er nogle, der har gjort det bevidst, konstaterer David Jensen.

Episoden har fået parret til at sætte overvågning op i haven. Samtidig er hundenes besøg i haven blevet ændret på.

- De kommer ikke ud alle tre på en gang. Vi tager dem en efter en og går med, og vi tjekker haven konstant nu. Om aften går vi med lommelygter, fordi vi er så bange for, at de kan finde mere derude, eller noget lignende skal ske igen, forklarer han.

David Jensen fortæller desuden, at han ikke har fået meget søvn, siden hunden Lucy blev syg lørdag aften.

- Jeg er vågnet flere gange for at tjekke til dem, løftet dem ud i haven og bare passet dem, fortæller han.

Selvom hundene alle er hjemme igen, er de meget medtaget efter oplevelsen.

David Jensen har anmeldt episoden til Nordjyllands Politi. Desuden har han delt sin historie efter opfordring fra dyrlægen på Facebook for at advare andre hundeejere i området.

Dette er dog endnu ikke lykkedes TV2 Nord at få bekræftet.


Hærgede toiletter med afføring i håndvasken: Er videoovervågning vejen frem?

Foto: Aalborg Kommune

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hvis man ikke har ordentlige offentlige toiletforhold i en by som Aalborg, indbyder det til hærværk, lyder det fra TV2 Nords debatpanel, der mener, der skal investeres på området.

Det er ikke vejen frem at lave adgangskontrol på de offentlige toiletter i forsøget på at komme hærværk til livs.

Det mener i hvert fald Jonas Jakobsen, der er regionschef for Kirkens Korshær i Nord- og Midtjylland.

- Jeg tror ikke på, at registrering og ID-identifikation for at komme ind af døren, er løsningen her. For mange af de mennesker, jeg møder i mit arbejde i Kirkens Korshær, har måske ikke sygesikring, og de har måske ikke mulighed for at bruge MitID. Det kan de ikke, fordi de enten ikke har det, eller fordi de har mistet det. Og så er de overladt til at besørge alle mulige andre steder, siger regionschefen i TV2 Nords debatprogram Holdningsholdet.

Fredag kunne TV2 Nord fortælle, at de offentlige toiletter, der er i Kildeparken, Vestre Fjordpark og på Hals Havn er udsat for hærværk, hvor toiletterne bliver ødelagt.

Men derudover bliver der også efterladt afføring i håndvaskene.

Det har skabt harme hos den ansvarlige rådmand på området, Jan Nymark Rose Thaysen (V), der mener, det er trist, at folk 'bare er ligeglade med vores fælles værdier', og derfor kigger kommunen lige nu på en løsning, hvor der bliver en form for adgangskontrol til toiletterne.

Men indignationen i det politiske niveau skaber undring hos regionschefen.

- Jeg kan godt undre mig over, hvorfor det ikke er sket for længe siden, siger Jonas Jakobsen og fortsætter:

- De offentlige toiletforhold i Aalborg Kommune har været under al kritik i årevis. For to år siden var jeg forbi det offentlige toilet i Kildeparken, fordi jeg kom forbi og kunne se døren stå åben, og det lignede, jeg ved ikke hvad. Men det er det toilet, som er tilgængeligt for de hjemløse og socialt udsatte, der også færdes i området. Og det er der, hvor de kan gå på toilettet.

ADVARSEL

Dette indhold er sløret, da det kan virke stødende eller voldsomt for nogle.

Foto: Aalborg Kommune

Videoovervågning er ikke vejen frem

Jonas Jakobsen mener heller ikke, at videoovervågning kan være en mulig løsning på problemet, men hvis man sørger formanden for studentersamfundet, Frederik Andersen, kan det godt være vejen frem.

- Personligt synes jeg også, at overvågning kan være godt for toiletter, også hvis der kommer en eller anden form for vold mod en person eller en voldtægt. Jeg synes ikke, det er et problem, men jeg kan godt forstå, at folk ikke gider at blive overvåget, når de er på toilettet, siger han.

Se hele afsnittet af holdningsholdet her.

Formand for FH Aalborg, Tania Larsen Kvist har heller ikke de vise sten til at løse problematikken, men heller ikke hun mener, at videoovervågning er vejen frem.

- Altså jeg er egentlig ikke sådan ubetinget fan af, at man skal begynde at videoovervåge offentlige toiletter. Jeg er heller ikke på nogen måde fan af, at man skal begynde at hverken tage penge for at kunne komme på et offentligt toilet, eller skulle bruge NemID, eller sms, eller hvad forslag der ellers kunne være, siger hun.

ADVARSEL

Dette indhold er sløret, da det kan virke stødende eller voldsomt for nogle.

Foto: Aalborg Kommune

Hærgede toiletter skaber ligegyldighed

I stedet mener både Tania Larsen Kvist og Jonas Jakobsen, at kommunen skal sætte ind med rengøring - og det ofte.

For i en by som Aalborg burde der være toiletter af langt, langt bedre kvalitet.

- Når det i forvejen ligner, jeg ved ikke hvad, så forstår det jo heller ikke til, at man skal passe mere på det. Altså det her ligner jo noget, der ikke er værd at gå ind i. Og når man så går derind alligevel, hvis man har brug for det, så har man jo måske også en tendens til at passe mindre på det, hvis det ser hærget ud. Jeg tror på, at hvis vi opgraderer generelt, så vil der også blive passet bedre på det, siger Jonas Jakobsen og fortsætter:

- Og så er det også vigtigt at sige, at hvis der er folk, som på den måde besørger i håndvasken eller ødelægger ting på et toilet, så er det jo et menneske, der har brug for hjælp. Jeg møder mange, som er psykisk syge eller psykotiske, eller er så stofpåvirket, at de ikke aner, hvor de er henne. Og hvis de går ind på et toilet, så er de heller ikke klar over, hvad det er, de foretager sig derinde. Så jeg tror ikke på, at løsningen er at skrue op for kontrol og registrering.


Udsigt til 100.000 tons forurenet jord: Ekspert nedtoner bekymring

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Flere store miljøskandaler har skærpet miljøkontrollen. Det har været tiltrængt, og det kan komme Vrå-borgerne til gavn.

Først var der Nordic Waste-skandalen.

Så var der TV 2-dokumentaren 'Den Sorte Svane', hvor det blev afsløret, at kriminelle bagmænd svindler med bortskaffelse af forurenet jord.

To markante og mildt sagt uhensigtsmæssige miljøsager fra de seneste år, og to medvirkende årsager til, at de lokale i Vrå er meget opmærksomme på den anmodning, Hjørring Kommune har fået fra Vrå Mørtelværk.

For virksomheden, der ligger lidt uden for byen, vil gerne have udvidet sin eksisterende tilladelse til at opbevare og håndtere blandt andet slagger, støberisand, aske og rester af asfalt.

Jeg tænker, det vil blive gået igennem med en tættekam for at sikre sig, at der er styr på det.

Mette Christophersen, afdelingsleder ved Rambøll og ekspert i forurenet jord og grundvand ved IDA

Den nuværende tilladelse lyder på 10.000 tons, men ansøgningen går på en tidobling. En dårlig idé, mener nogle af de nærmeste naboer.

- Jeg får sådan en klump og en knurren i maven, og jeg ligger søvnløs om natten. Jeg tænker faktisk meget over det, fordi jeg er bekymret og frygter, hvad det ender i, siger Thomas Knudsen.

Vrå Mørtelværk har tidligere over for TV2 Nord understreget, at forsøger at være til mindst mulig gene for naboerne, og at de ikke har nogen intentioner om, at forurenet jord skal hobe sig unødigt op.

- De skal ikke være bekymrede. Vi gør ikke noget for at genere hverken naboerne eller øvrige borgere i Vrå. Vi har jo ikke planer om, at det skal ligge her. Det skal ud og nyttegøres hurtigst muligt, siger Mette Sørensen, der er kontoransvarlig hos Vrå Mørtelværk. 

Vil blive gennemgået med tættekam

Ifølge Mette Christophersen, der er afdelingsleder ved Rambøll og ekspert i forurenet jord og grundvand ved IDA, har vi gode love og regler på området, så hvis ellers virksomheder og myndigheder lever op til gældende regler, burde der ikke være grund til bekymring i Vrå og omegn.

- Vi har en god miljølovgivning i Danmark. Så når de har de rigtige tilladelser i hus, og kravene bliver overholdt, så er der godt styr på det, siger Mette Christophersen.

Hun understreger, at netop på grund af de seneste års store mediedækning af afsløringerne i forbindelse med 'Den Sorte Svane' og Nordic Waste-sagen, bør myndigheder og virksomheder være endnu mere opmærksomme på, at lignende ikke vil ramme dem, og det kan komme Vrå-borgerne til gode.   

- Jeg tænker, det vil blive gået igennem med en tættekam for at sikre sig, at der er styr på det, fordi der er så stor fokus på det her område. Så politikerne og embedsmændene og selve virksomheden kommer til at stå på mål for, at de gør, som de skal, siger hun.

Brodne kar har givet store rystelser

Mette Christophersen kan helt generelt godt forstå bekymringen fra borgerne, hvis de tænker på, hvad der er sket andre steder, og hun er ikke i tvivl om, at har været brug for, at der er blevet rusket op i hele branchen.

- Vores system er meget baseret på tillid. Vi tror på, at når folk har fået besked på, hvad de skal gøre, så gør de det. Så når den tillid bliver brudt af nogle brodne kar, der ikke gør, som de skal, bliver hele systemet rystet, og så er det, der kommer de her dønninger i vandet; er det alle, der opfører sig sådan?, siger hun.

Men det er samtidig hendes indtryk, at miljøkravene er blevet skærpet, og at der dermed bliver holdt skarpere øje med aktørerne, der beskæftiger sig med forurenet jord, mens myndighederne også er blevet bedre til at erfaringsudveksle og hjælpe hinanden med, hvordan de kan kontrollere og følge op på de tilladelser, der er givet.

Mandag var der dialogmøde i Vrå i forbindelse med Vrå Mørtelværks ansøgning til Hjørring Kommune. Her deltog repræsentanter fra Hjørring Kommune, Vrå Mørtelværk og de nærmeste naboer.  


Advarer skyldnere: - Vi kan hente dig på alle tider af døgnet

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politi og domstole bruger meget tid på dårlige betalere, der bliver væk fra Fogedretten.

Det nytter ikke at lukke øjnene for henvendelser fra det offentlige.

For hvis du ikke selv vil komme til myndighederne, så kommer politiet til dig.

I Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland Kommuner er Nordjyllands Politi klar til at starte patruljebilen for at hente nordjyder til Fogedretten.

- Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvilke dage det er, men jeg kan roligt afsløre, at det kan blive på alle tider af døgnet, på alle tider af ugen, og det kan også både blive på ens bopæl, ens arbejdsplads, eller hvor man ellers måtte kunne findes, pointerer Lars Rosenvinge, der er politikommissær ved Sagscenter Himmerland i Hobro.

Det koster masser af timer hos både Nordjyllands Politi og Fogedretten, at nordjyderne udebliver, når de er indkaldt til at møde i Fogedretten for at få styr på deres gæld. Eksempelvis koster det to betjente og en politibil, hver gang en dårlig betaler skal hentes.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi skal bruge tid på sådan nogle ting her, når man godt kan forestille sig, at der er vigtigere ting, politiet kan bruge sin tid på, siger Lars Rosenvinge.

Forsinker sagerne

I Fogedretten i Aalborg planlægger de ligefrem efter, at folk ikke møder op. Alligevel bliver der også her spildt tid på borgere, der bliver væk.

- Det er klart, det betyder noget for sagsbehandlingstiden, at folk udebliver fra at møde i Fogedretten. Det betyder både, at vi skal have fat i sagerne flere gange, når vi skal behandle en sag, og det betyder også, at vi kommer længere ud i tid, når vi berammer sager, forklarer funktionschef ved Fogedretten Tina Nørgaard Pedersen.

Både politi og fogedret har derfor en klar opfordring til de dårlige betalere derude: Få styr på gælden, når myndighederne beder om det.

- Det er en "skal-ting" det her, og det forsvinder ikke af sig selv, så hvis ikke man gør det, så vil vi komme ud, påpeger Lars Rosenvinge.


Foto: Arkivfoto (Lone Vad Dam)

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En 31-årig mand var i besiddelse af intet mindre end ni kilo kokain.

Tirsdag kommer endnu en sag om besiddelse og videreoverdragelse af store mængder euforiserende stoffer for Retten i Aalborg.

Denne gang er det en 31-årig mand fra området, der er blevet taget på fersk gerning.

Når den 31-årige møder for Retten tirsdag, bliver han tiltalt for at have været i besiddelse af ni kilo kokain med henblik på videreoverdragelse tilbage i 2023.

Foromtale af retssag

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den eller de tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Det fremgår af anklageskriftet, at sagen mod den 31-årige mand skal køre som en tilståelsessag.

Dermed forventes det, at han tilstår det hele, når hans sag skal behandles ved Retten i Aalborg tirsdag eftermiddag.


Kristian samler frivilligt affald: Gør det af kærlighed til byen

Foto: Annette Bjerregaard Andersen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Siden august 2024 har Kristian Petrussen samlet affald op i Hirtshals - helt frivilligt.

De fleste lokalsamfund i Nordjylland har frivillige, som yder en ekstra indsats, uden nogen form for fortjeneste - udover glæden ved at bidrage.

En af dem er Kristian Petrussen, der i godt og vel et halvt år har samlet affald op rundt i Hirtshals. Han flyttede i 2017 fra Grønland til Hirtshals.

- Da jeg flyttede hertil, kunne jeg godt se der lå en masse på vejene der skulle samles op, fortæller Kristian Petrussen, der til dagligt arbejder som rengøringshjælper.

Men arbejdet afholder dog ikke Kristian Petrussen fra at bruge cirka to timer næsten hver dag på at samle affald op.

- Ofte, mens jeg går rundt og gør det, så har jeg tit tænkt, at hvis man elsker byen, så kan man godt gøre det sådan her, lyder det.

Hør Kristian fortælle om hans affaldsindsamling her:

Værdsat af lokalsamfundet

Skulle man være i tvivl om, at borgerne i Hirtshals er glade for Kristian Petrussens arbejde, skal vi ikke længere tilbage end til december, for at få svar på det.

Her meddelte Kristian Petrussen på Facebook, at indsamlingen af affald så ud til at stoppe, fordi hans tang til at samle affald med gik i stykker. Og det ville borgerne ikke høre tale om.

Foto: Screendump / Facebook

- Efter at jeg skrev på Facebook, at jeg ikke kunne gøre mere., så var der mange der skrev, at de kunne hjælpe mig med at købe en anden. Så stod jeg med to styks derefter, og så kunne jeg gå i gang igen, siger Kristian Petrussen.

Også erhvervslivet sætter stor pris på Kristian Petrussens arbejde. Derfor gik flere af byens butikker sammen til at give ham en julegave, der bestod af både gaver og gavekort.

- Det betyder utroligt meget at Kristian gider gå rundt og samle affald op, fordi vi har en meget flottere by nu, end med alt det skrald, før han begyndte at samle op, fortæller butiksbestyrer i Kødboxen, Jan Hansen.

Kristian Petrussen er dog ikke gået fri for nogle trælse kommentarer, som der gjorde grin med ham. Men igen, da Kristian Petrussen sagde at han ville stoppe grundet kommentarerne, slog lokalsamfundet til igen.

- Der var mange der skrev på Facebook, at jeg ikke skulle stoppe. Og det blev jeg meget glad for, at folk siger at det er godt. Så derfor stopper jeg ikke.