Kommunes køb af lastbil i strid med regler
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Genrebillede.
Det er "ikke acceptabelt" at betale for varer, før de bliver leveret, fastslår kommunaldirektør.
Frederikshavn Kommunes kommunaldirektør Thomas Eriksen indskærper nu reglerne i administrationen.
Det sker efter at TV2 Nord har stillet spørgsmål til flere indkøb i kommunens Center for Ejendomme - Park og Vej.
Et tip fra en af TV2 Nords seere gjorde opmærksom på, at der på Park og Vejs materielplads på Knivholtvej står adskillige vogne og en toiletbygning, som angiveligt aldrig har været i brug.
Ifølge tipperen har Park og Vej desuden indkøbt en lastbil i 2022, som først bliver leveret i oktober i år. Et køb til 2,25 millioner kroner.
'Ikke acceptabelt'
Det har fået kommunaldirektør Thomas Eriksen til at indskærpe, at kommunen ikke betaler for varer, før de bliver leveret - og han kalder forudbetalingen af lastbilen for ”ikke acceptabelt”.
Der er desuden indkøbt et par vogne til traktorer, som endnu ikke er kommet i brug. Det forklarer kommunen med, at vognene skal stå klar, når et par ældre vogne skal sælges i september.
På Materielgården står også en toiletbygning, som skulle have været stillet op i Frederikshavns gågademiljø, ligesom to andre identiske vogne.
Den er kommet midlertidigt i overskud, fordi kommunen og handelsstandsforeningen ikke har kunnet blive enige om en placering.