Kommuner indfører nødberedskab: Karin rykker ud til de ældre
Det usædvanlige voldsomme vejr udfordrer i den grad hjemmeplejen overalt i Nordjylland. Flere kommuner har indført nødberedskab - det betyder, at borgere der er afhængig af hjælp fra kommunerne lige nu kun får besøg af hjemmeplejen, hvis det er absolut uopsættelig hjælp, der er brug for.
- Vi skal ud til de borgere. Det er vores sårbare ældre borgere, der har behov for hjælpen.
Det voldsomme snevejr har sat nødberedskabet i gang hos flere nordjyske kommuner.
Mens nogle nemmere kan klare sig selv derhjemme, er andre mere afhængige af hjælp udefra.
Det gør sig især gældende for de ældre, som dagligt får besøg af kommunernes hjemmepleje.
Men på grund af vejret, får de borgere nu kun besøg, hvis det er absolut nødvendigt.
I sne og slud rykker Karin ud
En af de hjemmeplejere, som trodser de glatte veje for at komme ud til borgerne, er Karin Fredensborg, som er social- og sundhedsassistent hos Frederikshavn Kommune.
Onsdag pakkede hun bilen med skovl, tæppe, madvarer og drikkevarer, så hun var klar til dagens tur rundt i kommunen til forskellige borgere, i tilfælde af at hun skulle risikere at sidde fast.
Tanken om at blive hjemme er ikke en mulighed.
- Jeg tror, at vi alle sammen ville gøre alt, hvad vi kan for at komme på arbejde. Specielt i de her dage, lyder det fra Karin Fredensborg.
Livsnødvendig hjælp
I Frederikshavn Kommune betyder nødberedskabet, at rengøringen er taget væk, så det kun er medicin, insulingivning og ernæring, som er prioriteret.
- Der er mange, der ikke selv kan komme ud. Der er mange, der ikke kan komme på toilettet. De der gængse ting, som vi andre tager for givet, det kan de ikke længere, pointerer Karin Fredensborg.
Derfor er det livsnødvendigt for flere, at hjemmehjælp kommer på besøg hver dag.
- Vi skal ud til de borgere. Det er vores sårbare ældre borgere, der har behov for hjælpen.
Dog har Frederikshavn Kommune varslet, at der på grund af vejret vil være forsinkelser i hjemmeplejen.
For Karin Fredensborgs vedkommende blev der onsdag hverken brug for skovl eller tæppe i bilen, men torsdag er hun igen mødt ind, klar til at hjælpe de ældre borgere i Frederikshavn Kommune.