Kommunen advarer: Pas på huller på Palmestranden
Palmerne på Palmestranden i Frederikshavn er kørt i vinterhi - og det efterlader nogle store huller, der kan være farlige. Derfor har kommunen nu sat advarselsskilte op. Foto: Mogens Jørgensen
De store palmer, der hele sommeren har prydet den berømte Palmestrand i Frederikshavn, er blevet kørt i vinterhi, og palmerne har efterladt store huller på stranden, som Frederikshavn Kommune nu advarer mod.
Det sker hvert år, og det er der ikke noget mystisk i, men i år er det lige glippet med at få sat advarselsskilte op.
Det oplyser Anne Mette Finnerup, der er afdelingsleder i Park og Vej, Frederikshavn Kommune som kommentar til, at flere borgere mandag eftermiddag oplevede store og ubehagelige huller på den ellers så familievenlige badestrand.
En strandgæst fortæller på Facebook, at hun sammen med sit barnebarn og hund sad fast i et af hullerne, hvor sandet havde karakter af kviksand. "Jeg røg i igen og man suges bare ned", skriver hun på Facebook.
Frederikshavn Kommune har fluks tirsdag morgen haft folk fra Park og Vej ude på stranden og sat advarselsskilte op.
- Det er rigtigt, at det kan virke som kviksand, fordi sandet er løst, efter palmerne er taget op. Palmerne er i store tremmekasser, der er omkring en kubikmeter, så det giver da nogle små områder, hvor sandet er løst endnu, forklarer Anne Mette Finnerup, der tilføjer, at gæsterne på Palmestranden de næste to uger skal holde et ekstra øje - og i hvert fald kigge efter de skilte, som Frederikshavn Kommune nu har sat op.
- Vi har overvejet at afspærre, men jeg synes, det vil være ærgerligt, at man ikke kan få adgang til stranden på grund af de forholdsvis små områder, hvor palmerne har stået, siger afdelingslederen.
Borgere og gæster i området har sendt advarsler på Facebook :
Der er omkring 100 palmer på Palmestranden i Frederikshavn - og sådan har det været siden stranden med det eksotiske navn blev etableret tilbage i 2004, da man købte de første 30 palmer.