Nadias mor havde kun lige drysset mandens aske ud, da hun blev forsøgt overfaldet
Foto: Privatfoto / Kanal Frederikshavn
Nordjyllands Politi efterlyser vidner efter røveriforsøg på cyklende kvinde.
En 62-årig kvinde var fredag aften ude for en oplevelse, der kun kan have været voldsomt ubehagelig.
Da hun ved 22-tiden kommer cyklende på cykelstien på Kragholmen lige foran MARTEC i Frederikshavn, kommer der to knallerter kørende.
Og personerne på knallerterne vil ikke lade kvinden cykle i al ro og stilfærdighed.
- De forsøger først at røve hendes taske fra hende, men det lykkes ikke, hvorfor de skubber hende af cyklen, fortæller Thomas Ottesen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
- Kvinden pådrager sig nogle skader, og gerningsmændene kører fra stedet.
Ifølge Kanal Frederikshavn har datteren, Nadia Voergaard Christensen, til den 62-årige kvinde skrevet et opslag på Facebook om overfaldet.
- To drenge kom kørende på knallert, mens Nadia Voergaard Christensens mor kom cyklende, efter hun havde været nede ved vandet, hvor hendes mands aske blev spredt ud, oplyser Kanal Frederikshavn.
Den 62-årige kvinde tager hjem efter hændelsen, men konstaterer dagen efter, at hun er kommet mere til skade end først antaget, hvorfor hun tager på sygehuset.
Og først der tikker anmeldelsen ind hos Nordjyllands Politi.
- Hun har fået nogle knubs og brækkede knogler. Det er ikke kritiske skader, men vi betragter det som en grov forbrydelse, siger Thomas Ottesen.
Politiet er begyndt at efterforske på forholdet, så de to gerningsmænd kan blive stillet til ansvar for deres ugerninger, og derfor hører politiet også gerne fra vidner.
- Er der nogen, der har set noget, har kendskab til denne hændelse eller ved, hvem der har kørt på knallert på det her tidspunkt, vil vi selvfølgelig gerne høre fra dem.
Signalementet, Nordjyllands Politi har, er ganske sparsomt, men gerningsmændene beskrives som to - formentlig mænd - på sorte knallerter, i sort tøj, sorte hjelme og omkring 16-17 år.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du har oplysninger i sagen.