Kendt operasanger står bag helt speciel fællessang: - Verdens bedste fællesskab
Efter corona aflyste Jens-Christian Wandts operaarrangementer to år i streg. Men onsdag aften var folk atter samlet til en særlig fællessang i Skagen.
Operasanger Jens-Christian Wandt har ved flere lejligheder sunget for kongelige, og det var ligeledes ham, der sang ved Søren Pape Poulsens bisættelse tidligere i år.
Derudover er han kunstnerisk leder for Verdensballetten, som står for udendørs balletforestillinger landet rundt.
Men foruden en stor kærlighed til sang og teater har operasangeren en stor kærlighed til Skagen.
Derfor tog han tilbage i 2021 initiativet til et fællessangsarrangement, hvor man fire sommeraftener mødes klokken 21:00 ved Vippefyret i Skagen.
Onsdag aften fandt årets første arrangement så sted, og det var som sædvanligt velbesøgt.
- Det er jo en skøn blanding af skagboer, sommergæster og folk udefra. Mange spørger efter datoerne og laver en dag ud af det, fortæller Jens-Christian Wandt.
Masser af besøgende
Når operastjernen byder op til fællessang, plejer der oftest at være op mod 1000 besøgende. Antallet af gæster er som så mange andre ting afhængigt af vejret.
Og det glæder Jens-Christian Wandt, at der kommer så mange besøgende.
- Jeg synes jo, at sang er verdens bedste fællesskab, dels fordi vi er sammen om fysisk at frembringe en tone, og dels fordi vi er sammen om en tekst og en melodi, fortæller han.
Derudover mener Jens-Christian Wandt også, at det er vigtigt, at man kan samle sig til fællessang.
- Vi elsker vores sange. Vi er vokset op med dem, og vi har sunget dem i glæde og i sorg. De har bundet os sammen og bragt og videre i livet, når vi ikke kunne selv, for hvor ord ikke rækker, tager musikken over, fortæller operasangeren.
Det er gratis at deltage i arrangementet, som udover udgifter til sanghæfter, bliver opført ganske gratis.
Herunder kan du se billeder fra den solrige fællessang, der fandt sted onsdag aften.