Karolina og Anton skal overrække royal gave
Karolina Brenk og Anton Købstad, der begge er ni år og går i 3. klasse på Skagen Skole, tager turen til København for at overrække deres og Frederikshavn Kommunes fødselsdagsgave til Dronning Margrethe ved en ceremoni på Christiansborg Slot. Foto: Kanalfrederikshavn.dk
COVID-19 satte en stopper for alle planlagte arrangementer i forbindelse med Dronning Margrethes 80 års fødselsdag i april. Nu får Karolina og Anton, der går i 3. klasse på Skagen Skole, alligevel lov til at overrække deres fødselsdagsgave ved en ceremoni på Christiansborg Slot tirsdag 16. juni.
Karolina Brenk og Anton Købstad, der begge er ni år og går i 3. klasse på Skagen Skole, tager turen til København for at overrække deres og Frederikshavn Kommunes fødselsdagsgave til Dronning Margrethe ved en ceremoni på Christiansborg Slot.
Karolina og Anton har sammen med deres klassekammerater malet kunst som et bidrag til den fælleskommunale gave i anledning af Dronning Margrethes 80-års fødselsdag. Den fælleskommunale gaveoverrækkelse er det eneste af de mange initiativer, der var planlagt i anledningen af den runde fødselsdag, der bliver gennemført.
Skagen Skoles 3. klasser blev valgt, da Skagen er stærkt forbundet med kunst og verdensberømte kunstnere. Skagens Museums kunstformidler Ane Bjerg Thomsen inviterede samtlige 3. klasseelever ind i museets værksted 25. februar.
- Eleverne var vildt begejstrede for at male kunst til Dronningen, og det var spændende at blive undervist i de grundelæggende teknikker af Ane Bjerg Thomsen, der selv er kunstner. Karolina og Anton glæder sig rigtig meget til at være med på Christiansborg Slot, når deres og de 97 andre malerier præsenteres for Dronningen på tirsdag, siger Jakob Skytte Jakobsen, afdelingsleder, Skoledistrikt Nord, Frederikshavn Kommune til kanalfrederikshavn.dk.
Rammen for den fælleskommunale gave var, at der i maleriet skulle indgå et portræt af Dronningen og et vartegn. Det var derfor oplagt, at eleverne fra Skagen Skole malede deres egen fortolkning af P.S. Krøyers verdensberømte billede Sommeraftener på Skagen Sønderstrand.
Karolina Brenks maleri blev kåret med en førsteplads og Anton Købsteds med en andenplads, da en lokal jury bestående af borgmester Birgit S. Hansen, kunstformidler Ane Bjerg Thomsen og skoledistriktsleder Gert Nygaard bedømte 3. klasseelevernes malerier den 28. februar.
Med to måneders forsinkelse præsenteres maleriet for fødselaren ved ceremonien, som Karolina og Anton fra Skagen deltager i. Der er 10 børn fra i alt fem kommuner, som deltager i overrækkelsen. De fem kommuner - Frederikshavn, Næstved, Gribskov, Horsens og Vejle - blev fundet ved lodtrækning.
TV2 Nord besøgte eleverne i Skagen, da de var i gang med at male fødselsdagsgaven. Se eller gense indslaget her.
TV2 sender live fra gaveoverrækkelsen fra kl. 10.00-12.00, og der vil også være live-omstilling til klasseværelserne i de fem kommuner – altså også fra Skagen Skole, hvor elever og lærere kan følge med fra klasseværelserne.