Karakterkrav til gymnasier kan stige: - Det vil være en katastrofe
Regeringen har planer om at øge karakterkravet til 6. Men for en nordjysk kommune kan det få store konsekvenser.
- Det vil være rigtig synd både for regionen og de unge mennesker, hvis man laver det initiativ. Det rammer også socialt skævt, siger rektor på Frederikshavn Gymnasium, Thomas Svane Christensen.
For går regeringens planer igennem om at hæve gennemsnittet til de lovbundne prøver ved folkeskolens afgangseksamen, vil det gå værst ud over Frederikshavn Kommune.
På tal fra Børne- og Undervisningsministeriet har Danske Gymnasier lavet en analyse, som viser at, hvis karakterkravet stiger fra de 5 til 6, så vil det afskære 14 procent af de unge fra en gymnasieplads i Frederikshavn Kommune.
- Det er ikke et sted, som vi vil ligge. Så det er jeg langt fra smigret over, og det skal jo give anledning til, at vi skal kigge nærmere på, hvad vi kan gøre bedre. Vi er mange, der skal være med til at gøre eleverne gode. Det skal vi tage til os, og se, hvad vi kan gøre ved, siger borgmester for Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen (S).
Frederikshavn Kommune topper listen sammen med Ikast Kommune.
Kæmper imod
Går planerne igennem vil det betyde, at flere unge, som ønsker sig en gymnasial uddannelse ikke kan få muligheden.
- Det er ikke i orden at udelukke muligheden for at tage en studentereksamen ved at øge tallet. For jeg vil vove den påstand, at vi også kan få rigtig dygtige unge, uden at man har tallet seks, siger Birgit Stenbak Hansen (S).
Regeringen ønsker, at flere unge vælger erhvervsuddannelserne til, og det kan være en af grundende til de nye planer.
Men hos Thomas Svane Christensen på Frederikshavn Gymnasium kæmper de aktivt for at undgå, at karakterkravet ender på 6.
- Det vil være en katastrofe for Nordjylland og Frederikshavn kommune, fordi man svigter en udmærket ungdomsgruppe, som sagtens kan gå på gymnasiet og ofte udvikler sig senere. Hvis karaktersnittet er på fem, er det en fornuftig løsning, for det er klart, at der også skal være et bogligt fundament, men hvis du går ind og hæver den, vil det være en kæmpe skam for de unge heroppe, siger Thomas Svane Christensen.