Kandis-Johnny synger julen ind i Ålbæk
Johnny Hansen og hustruen Gitte Hansen var lørdag eftermiddag til julemarkedet i Ålbæk.
Juletemperaturen stiger lidt, når man kommer til Ålbæk Julemarked. Det mener den kendte danskpop-stjerne, Johnny Hansen, der lørdag gæstede julemarkedet.
For fjerde gang er der i år julemarked i Ålbæk og i stil med tidligere år, så er det både hygge og god musik, der bliver disket op med i haven ved Aalbæk Badehotel.
Juletemperaturen er steget lidt, efter jeg er kommet her til det fantastiske julemarked i Aalbæk
Johnny Hansen, sanger
Denne lørdag er det Johnny Hansen, der gæster markedet med sang og musik.
Og det er en danskpop-stjerne, der godt kan finde julestemningen frem dagen før første søndag i advent.
- Juletemperaturen er steget lidt, efter jeg er kommet her til det fantastiske julemarked i Ålbæk, lyder det fra Johnny Hansen, der sammen med sin hustru Gitte Hansen havde taget turen til byen, der har valgt ikke at spare på julehyggen.
For når mørket falder på, er der fuld blus på julebelysningen på julemarkedet. Det er Ålbæk Handels- og Håndværkerforening, der står bag markedet med stor hjælp fra en stribe frivillige kræfter.
Satser på 13.000 gæster
Og byen kan næsten ikke få armene ned. For folk valfarter til Ålbæk fredag, lørdag og søndag for at besøge julemarkedet.
Med over 2.000 besøgende hver weekend er julemarkedet allerede en succes, nu hvor man er halvvejs i sæsonen, der startede 11. november og slutter 11. december.
Det er virkelig skønt, men vi ved faktisk ikke, hvorfor der pludselig kommer så mange mennesker, og de kommer fra nær og fjern
Peter E. Nielsen, formand Ålbæk Handels- og Håndværkerforening
Det er arrangørerne særdeles tilfredse med, og det giver en tro på, at julemarkedet når op på samme niveau som før corona, altså i 2019, hvor man havde 13.000 gæster.
- Det er virkelig skønt, men vi ved faktisk ikke, hvorfor der pludselig kommer så mange mennesker, og de kommer fra nær og fjern. Måske har det noget at gøre med, at vi endelig er sluppet fri for corona og restriktioner. Vi var faktisk lidt spændte på, hvordan det ville gå, for tidligere har det været gratis at komme, og i år tager vi en lille entre, siger Peter E. Nielsen.
Peter E. Nielsen tøver ikke med at sige, at der jo også er mange gode grunde til at kigge forbi Ålbæk Julemarked.
- Folk skal komme for at opleve den rigtige gode gammeldags julestemning, den, føler vi i hvert fald, vi har her, fastslår han.
- Det er vildt imponerende
Christine Bilde er en af de lokale kunstnere, der har en stand på Ålbæk Julemarked, og hun er imponeret over alle de gæster, der kommer.
- Det er jo helt vildt, at en lille by som Ålbæk kan samle så mange mennesker, siger hun og tilføjer, at det engagement, der er i byen, vil hun selvfølgelig gerne bidrage til.
Og gæsterne strømmer til fra nær og fjern, og især nordmænd er vilde med at kigge indenfor hos Christine Bilde og se hendes glaskunst og malerier.
Og få et “god jul” med på vejen.
- Vi er i julestemning her i Ålbæk, der er folk med nissehuer, der er julemusik - så det eneste, vi mangler, er vist bare noget sne, siger hun.