Kamp i kulissen: Afgørende beslutning om faunapassage er kun få timer væk
Foto: Mick Anderson
Beslutningen om en faunapassage ved Sæby Vandmølle er første punkt på dagsordenen ved byrådsmødet i aften. Beslutningen har været mere end 30 år undervejs.
Politikerne i Frederikshavn Byråd siger 'ingen kommentarer'. Kun Enhedslisten vil ud med sproget og stemmer for den foreslåede faunapassage.
Der er lagt op til en travl eftermiddag i kulissen på Rådhuset i Frederikshavn. Samtlige partier, som TV2 Nord har snakket med, vil ikke ud med, hvad de stemmer til forslaget om etablering af en faunapassage ved åen i Sæby.
Projektet skal sikre, at kommunen lever op til en EU-lovgivning om, at gydende fisk har fri passage i vandløbene.
Kun Enhedslistens Ida Skov vil løfte sløret for, hvad hun stemmer til forslaget, der er første punkt på byrådets dagsorden i aften:
- Jeg stemmer for det forslag, som er lagt frem. Det er det mest ansvarlige, og beløbet holder sig indenfor det, som er bevilget. Stemmer vi nej, risikerer kommunen selv at skulle betale. Og det er jo bestemt fra EU, at der skal være fri passage for fiskene, så vi kan ikke bare blive ved med at udskyde en beslutning. Men jeg er da åben for, at der kan være en løsning, der tilgodeser bredejerne bedre, men jeg tror, vi har været alle muligheder igennem, siger hun.
Punktet er interessant, fordi både lystfiskere og bevaringsfolk er enige om en løsning, som Naturstyrelsen har bevilget penge til. Kun visse byrådspolitikere og nogle få bredejere, der har grund ned til åen, er imod.
Samtidigt er kommunen forpligtet af EU til at finde en løsning, så fiskene kan passere stemmeværket frit. Og finansieringen er på plads med midler fra Naturstyrelsen. De tilskudspenge frafalder med al sandsynlighed, hvis kommunen ikke finder frem til en løsning i dag.
Fra den socialdemokratiske borgmester, Birgit Hansen, lyder det:
- Jeg har en ret god fornemmelse af, hvor afstemningen ender. Men vi har et møde med Venstre i eftermiddag, og indtil da har jeg ingen kommentarer, siger hun.
Samme ordlyd får man fra Venstre. Dansk Folkeparti sidder til gruppemøde, og her siger Carsten Sørensen:
- Vi diskuterer punktet lige nu, og jeg forventer, at vi har en indstilling klar ved 18-tiden.
Der er spørgetid til byrådets dagsorden klokken 18.45, og har her flere bredejere meldt deres ankomst, fortæller borgmester Birgit Hansen. Hun forventer, at der også vil dukke mange støtter for projekter op på mødet, der begynder klokken 19.00.