Kæmper for overlevelse: - Den er bare ikke længere
Arkivfoto af Brugsen i Gærum.
Skal byens brugs overleve, kræver det én særlig ting.
Skæbnen for Brugsen i Gærum besejles torsdag 13. april.
Det skriver kanalfrederikshavn.dk.
- Ønsker folk i Gærum fortsat at have mulighed for at handle lokalt eller hvad?, spørger Finn Mejlvang Christensen, formand for Brugsen i Gærum.
Det store problem er at de lokale ikke handler nok lokalt, men i stedet drøner til Frederikshavn og fylder kurv og vogn.
- Det er simpelthen nødvendigt, at folk vælger at handle i Brugsen frem for at køre til Frederikshavn. Den er bare ikke længere, siger han til Kanal Frederikshavn.
Ligesom mange andre lokalsamfund oplever det, er det heller ikke i Gærum en dans på roser at drive brugs eller dagligvarebutik.
Oveni en inflationskrise har der over en årrække været pres fra discountvarer, nethandel og penderliv.
Kundekampen er også ulige for den lokale brugs i Gærum og derfor skal der gøres noget - og planen skal gerne frem torsdag, når der er generalforsamling.
- Men det kræver altså Gærumfolkenes opbakning. Vi skal have de lokale op i gear, hvis byen fortsat vil have en butik, fastslår Finn Mejlvang Christensen.
Der er fire bestyrelsesmedlemmer på valg: Sara Jerup Andersen, Torkild Tougaard, Anders "Målmand" Christiansen og Rene Hylager.