Ikonisk rosé brunch vender tilbage - så mange liter bliver der solgt
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Diskoteket holder kun åbent i uge 29, men det er nok til en god forretning ifølge indehaveren.
700 liter Rosé.
Det er så meget, der bliver solgt hos Diskotek Hyttefadet i Skagen i uge 29, når den ikoniske 'I am Rosé Brunch' bliver afholdt mandag og onsdag i ugen.
Det er syvende år, at konceptet bliver afholdt, og ifølge indehaveren er det kun blevet vildere med årene.
Kun åbent en uge om året
Uge 29 også kendt som 'Hellerupugen' står for døren. Mange begynder nemlig allerede lørdagen inden at tage til den nordjyske ferieby.
For mange forbindes ugen med Ruths Hotel, Hotel Brøndum og dyre biler. Mens det for andre er den ikoniske Rosé-brunch hos diskotek Hyttefadet, der er ugens højdepunkt.
Det samme gælder selve diskoteket.
- Vi har kun åben den ene uge om året, fortæller indehaver Mikkel Kongerslev.
Hvordan kan det lade sig gøre?
- Jamen det lyder også lidt vildt, men utrolig nok bliver der kørt nok igennem på de otte dage til, at det er en sund forretning, konstaterer han, mens han dog fortæller, at man også lejer lokalerne ud til firmafester og fødselsdage i løbet af året.
Eksklusive arrangementer
De to årlige Rosé Brunches, der afholdes mandag og onsdag, er ifølge indehaveren selv en del af et eksklusivt koncept, og allerede længe inden ugen skydes i gang er den ene og ældste Rose brunch udsolgt.
- I løbet af en aften har vi omkring 650 gæster gennem diskoteket, mens vi til vores bruch kun kan have 250, så det er kun omkring en tredjedel af de gæster, der kan komme med, fortæller Mikkel Kongerslev.
- Onsdagens brunch har været udsolgt længe og mandagens er tæt på udsolgt. Faktisk oplever jeg ofte, at folk ringer til mig ugen efter uge 29 og vil reservere en plads til året efter, da folk godt ved, at man skal have bestilt i rigtig god tid for at komme med, pointerer han.
Dog er der en myte omkring stedet og konceptet, som indehaveren er træt af, selvom mange nok forbinder det med det eksklusive.
- Mange tror, at det er mega dyrt herude, men det er det sådan set ikke. Selvfølgelig har vi produkter der er dyre, som vi også sælger, men at stå i baren koster ikke mere end hos de andre steder i byen. Den myte led vi under i starten, konstaterer Mikkel Kongerslev.
Farve tema på vej
Noget af det, som hos mange, nok forbindes med onsdagens årlige Rosé brunch er farven lyserød. De fleste gæster kommer nemlig iført tøj i netop den farve, men det er altså ikke en dresscode fra indehaveren.
- Det er endt med at blive en tradition om onsdagen, griner indehaveren.
- Vi nåede det ikke i år, men vi har faktisk tænkt os næste år sammen med en samarbejdspartner, at lave mandag til white party og onsdag til pink party, hvor man så kan købe en skjorte hos os, fortæller Mikkel Kongerslev.