I klemme i EU-regler: - Det er umuligt at opnå, hvad jeg vil
Regler om EU-støtte gør, at Marie-Louise Jensen ikke kan få elevplads hos på et landbrug. Nu vil Venstres erhvervsordfører have ændret reglerne.
Siden Marie-Louise Jensen var barn, har hun elsket dyr og drømt om at arbejde med dem. Derfor har hun efter grundforløbet på hendes uddannelse ledt efter en elevplads på et landbrug. Men her har hun løbet panden mod en mur.
Marie-Louise Jensen er nemlig 27 år, og derfor skal hun have voksenelevløn i sit praktikforløb. En løn der svarer til, hvad en voksen ansat skal have. Men i modsætning til for eksempel håndværkere og frisører, så kan landbrug ikke få tilskud til at tage de noget dyrere voksenelever.
- Jeg troede ikke på det, da jeg hørte det første gang. Jeg blev ved med at undersøge det for at finde ud af, om der var noget, jeg kunne gøre. Men det er der altså ikke, fortæller hun.
EU-regler spærrer vejen
Grunden til, at mange landmænd ikke kan få tilskud til at tage en voksenelev, er, at der er grænser for, hvor meget statsstøtte de må få. Et landbrug må højst modtage 1,5 millioner kroner over tre år i støtte, og hvis man først har fået det, så er det altså ikke muligt at få tilskud til at tage en voksenelev.
Det er et problem, mener landmand Danni Sørensen, som havde planlagt at tage Marie-Louise Jensen i lære, inden han fik kendskab til reglerne. Ifølge ham bør der nemlig ikke være nogen sammenhæng mellem, hvor meget støtte han kan få til at drive sit landbrug og muligheden for at få tilskud til en voksenelev.
- Jeg troede, at systemet var lavet bedre for at vi kunne tage voksenelever ind, fortæller Danni Sørensen.
Og det er et problem i en branche, der længe har kæmpet for at tiltrække den rigtige arbejdskraft.
- Som erhverv mangler vi arbejdskraft, og en voksenlærling kan ikke konkurrere med en elev. Hvis han fik tilskud, så kunne han jo, og så ville vi få flyttet arbejdskraft over til os, fortæller Niels Vestergaard Salling, der er formand for LandboNord.
Politikere vil gå ind i sagen
Problemet opstår i EU, når landbrugsstøtten bliver blandet sammen med uddannelse. Det mener i hvert fald Venstres erhversordfører, Torsten Schack Pedersen.
- Det lyder mærkeligt, synes jeg. Der er muligvis en vej ud, hvis man flytter voksenlærlingeordningen fra den ene EU-kategori til en anden. Det er kompliceret, men det kan være en vej ud, fortæller Torsten Schack Pedersen.
Han bliver bakket op af Bjarne Laustsen (S).
- Man skal lade være med at blande ehvervs støtte og økonomi sammen med, om de pågældende virksomheder vil tage et uddannelsesansvar. Dét burde ikke have noget som helst at gøre med, hvordan et erhvervs er støttet, fortæller Bjarne Laustsen, der er næstformand i beskæftigelsesudvalget.
- Jeg medvirker gerne til, at både erhvervs-, beskæftigelses- og uddannelsesministeriet finder ud af, hvordan vi håndteret det her, fortæller Bjarne Laustsen.