I en lille jolle sejlede Thomas ved siden af spækhuggere
Thomas Samuelsen og Dennis Janke sejlede i en jolle på størrelse med spækhuggerne omkring dem.
Mens nordjyderne og verdens øjne er rettet mod den enlige spækhugger i Limfjorden, er der nu kommet flere spækhuggere på besøg i de nordjyske farvande - denne gang ved Skagen.
Mange nordjyder har i de seneste uger lagt vejen forbi Nørre Uttrup for at få et glimt af den stilleliggende spækhugger, for det er ikke hver dag, man har mulighed for at se sådan en. Og dog - for søndag fik Nordjylland igen besøg af spækhuggere.
Tæt på Grenen ved Skagens kyst var Thomas Samuelsen og Dennis Janke søndag taget ud i en jolle for at fiske. Selvom de også arbejder som fiskere, bruger de gerne de fleste fridage på at lystfiske.
Det var dog noget andet end fisk, de nær havde fået på krogen.
- Dennis så noget, der lignede spækhuggere nogle hundrede meter fra os, men de var hurtigt væk. Pludselig så var der bare tre af dem lige bagved jollen cirka 1,5 meter bagved, siger Thomas Samuelsen.
Spækhuggerne følger føden
De to fiskere hev med det samme mobiltelefonerne frem for at filme de store dyr, som fulgte båden i et par minutter. Som erhvervsfisker har Thomas Samuelsen før set spækhuggere på havene, men aldrig så tæt på havnen.
- Det er ikke noget, man ser hver dag, så langt fra. Det var en rigtig stor oplevelse i hvert fald, siger Thomas Samuelsen.
Se de to fiskeres mobilvideo her:
Spækhuggeren er faktisk det pattedyr, der, næst efter mennesker, er spredt ud over det største geografiske område på jorden, alligevel er det noget, der vækker opsigt, når de registreres i Danmark.
Ifølge Ivar Høst, der er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen, er det ikke nødvendigvis, fordi de ikke har været her, men måske snarere, fordi kendskabet til dem ikke har været så stort, så man har ikke været skarp nok til at observere dem.
- De ses både ved Nord- og Sydpolen og alt derimellem. Lige i den her forårstid trækker sild og hornfisk ind i de danske farvande for at gyde, og naturligt følger spækhuggeren efter sine fødeemner. Så det vil vi nok også se i fremtiden, at de kommer herind tæt under land, siger Ivar Høst.
Glædeligt med spækhuggere
Efter de to fiskere lagde videoerne på Facebook, har de fået en hel del opmærksomhed fra nær og fjern. Alligevel mener de ikke, at skagboerne er særligt imponerede over de store dyr, så de tror ikke, at det vil vrimle med både og kameraer ved kysten.
Selvom skagboen ikke lader sig overvælde af det store dyr, er det for Thomas Samuelsen glædeligt med spækhuggerne i Skagen. Søndagens fangst udeblev ellers, og spækhuggeren er egentligt en konkurrent indenfor fiskefangst, men det bekymrer ikke:
- Jeg tror, det er en fordel for fiskerne, hvis spækhuggere i større antal tager nogle af sælerne. Dem har vi jo nogle problemer med som erhvervsfisker, siger Thomas Samuelsen.
Altså I sidder i en ret lille båd, var I ikke lidt bange?
- Nej det var vi ikke. Overhovedet ikke.