Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvad er de hyppigste skader til OL? Thøger hjælper over 100 atleter

Thøger Persson Krogh bliver en del af den danske delegation til OL, men det er ikke som udøver.

Du kan se fjerde afsnit af 'Til OL fra Nordjylland' i bunden af artiklen eller på TV 2 Play.

- Jeg fandt ud af, at talentet ikke rakte til at komme på fodboldlandsholdet. Så tænkte jeg, "hvad gør jeg så, hvis jeg nu gerne vil på det der fodboldlandshold? Hvordan er vejen så derind?" Så tænkte jeg, at jeg måtte blive læge. Det er ikke engang løgn. 

Sådan fortæller Thøger Persson Krogh, der er leder på Sportsmedicinsk Center på Regionalhospital Nordjylland og som bor i Østervrå, om sin vej til at blive 'sportslæge' for både det danske fodboldlandshold og senere til OL i Rio de Janeiro. 

Han skal også med til OL i Paris, der begynder om under seks dage, og det bliver som en del af det lægeteam, som Team Danmark har udtaget. 

Rollen som læge for de danske sportsudøvere er også særligt vigtig, når OL for mange af atleterne er det største, man kan opnå. 

- Det er en kæmpe stor ære at få lov at være så tæt på atleterne i den tid i hele deres karriere, hvor det hele står på spil. Alt det, de har knoklet for og drømt om, lige pludselig kulminerer det, og det er nu, de skal præstere. Du er tæt på dem, og det er tit nogle atleter, man har kæmpet med gennem lang tid og ved, hvor hårdt de har knoklet, fortæller Thøger Persson Krogh. 

Hvilke skader sker hyppigst?

Men det er dog ikke de helt store skader som et overrevet korsbånd, brud eller andet, som han oftest tager sig af, fortæller han. 

- Det hyppigste - det er sådan lidt sommerforkølelse, ondt i maven, lidt snot eller en stoppet næse. Faktisk nogle små ting, men når atleterne ligger helt oppe i tændingsniveau, så skal der ikke så meget til for, at bekymringen opstår, og så er det faktisk sådan nogle praktiserende lægeting, man står med fortæller han og fortsætter:

- Og så kan der jo være, at der i andre situationer er en øm akillessene eller et baglår, man mærker lidt i atletik eller håndbold, og så kigger man på det. 

Men selvom der er over 100 atleter med for Danmark, render han ikke rundt og har travlt hele tiden i OL-byen.

- Heldigvis har jeg sjældent så travlt, fordi atleterne skal helst ikke være skadet. De er lige der, hvor de skal være og være på toppen til OL. Så det handler mest om at være tilstede, og så tage de små ting, som der kommer. Dagene kan være lange, man er jo afsted fra klokken 7 om morgenen, til man går i seng.

- Men det er jo ikke sådan, hvor jeg bare løber rundt fra det ene problem til det andet, som man gør normalt. Der er heldigvis mere ro på, siger han.

Kræver en del logistik

Når man er læge og arbejder med atleter på højt niveau, kræver det meget tid væk fra hjemmet i Østervrå, og det kræver en del af familien. 

- Det kræver en del logistik, en del planlægning og en hel del hjælp fra forældre og svigerforældre. Det er også noget for, at børnelogistikken hænger sammen. De betaler en del af prisen for, at jeg kan få så stor en oplevelse, fortæller sportslægen. 

Du kan høre mere om, hvem Thøger Persson Krogh helst vil være fanget med i en elevator af atleterne, hvordan livet er som læge til OL, og hvordan man egentlig bliver sportslæge på så højt niveau, kan du se hele afsnittet herunder:


Lav boligrente har ikke bidt sig fast i Nordjylland, men vil den gøre det?

Foto: TV 2

Ifølge Spar Nord og ejendomsmæglerfirmaet Boliga er det endnu for tidligt at se.

En blomstrende økonomi og et boligmarked, hvor salgspriserne stiger. Sådan lød det tidligere på måneden fra den danske nationalbank, der kom med et bud på den økonomiske fremtid.

Normalt er det gode nyheder, men både Spar Nord og Boliga i Nordjylland fortæller, at de endnu har til gode at se effekten af de seneste rentenedsætninger.

- Ændringerne er jo kun lige sket, så der er ikke nogle konkrete tal på, om det har en effekt, lyder fra Christian Torp Yttergren, PR- og kommunikationskonsulent ved Boliga.

Ti skridt frem og to tilbage

Mens Spar Nord ikke kan vurdere effekten af de lavere renter er nordjyske Anders Høyer, der til dagligt er cheføkonom ved Sparekassen Kronjylland, optimistisk over de nye renteændringer. Men han forstår godt, hvis køberne på boligmarkedet ikke er gået 'købsamok'.

- Renten er jo generelt faldet gradvist, så det er godt. Men på markedet som helhed, er der over en længere periode taget ti skrid frem og to tilbage, og det giver jo lidt usikkerhed, fortæller Anders Høyer.

Cheføkonomen forklarer også, hvordan nogle boliger og lejligheder er mindre følsomme overfor renteændringerne, og derfor kan priserne for en tid gå hen og stå stille- også selvom renten falder.

- Lejligheder og boliger i centrum af Aalborg eller i Hasseris bliver mere påvirket af rentefaldet, end det for eksempel gør i Vodskov eller Gistrup, hvor der er plads til at bygge mere nyt, lyder det.

I januar er der udsigt til endnu et rentefald. Hvis den tendens fortsætter, mener Anders Høyer, at renteændringen vil få bidt sig ordentlig fast og dermed øge salget af boliger.


Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Klokken 1 om natten sad Bo og forberedte sig - samme morgen blev han smidt på porten.

Er der en træner, der næsten kan overdøve tusindvis af fans midt under en slagsang, er det velsagtens Bo Zinck. Han er i hvert fald et godt bud, og han er ikke bleg for at gøre forsøget. I knap et år har han fra sidelinjen dirigeret rundt med spillerne i Vendsyssel FF.

Søndag blev det dog meldt ud, at træneren hverken kommer til at råbe eller gestikulere efter Frederik Børsting og kompagni fremover. For her blev han nemlig sat fra bestillingen efter et efterår med svingende resultater.

TV2 Nord talte mandag middag med en overrasket, men allerede nu afklaret Bo Zinck.

- Jeg har hele tiden troet på, at jeg kunne ændre situationen til det bedre. Sådan skulle det ikke være, og det accepterer jeg. Jeg håber alt det bedste for Vendsyssel og er pisseglad for min tid i klubben, fortæller han.

Sad oppe til klokken 1 om natten

En fyring er sjældent ventet, og det var den heller ikke for Bo Zinck, der allerede havde øjnene rettet mod fredagens kamp mod Hillerød.

Den 45-årige træner sad oppe til klokken 1 lørdag nat for at klippe video som forberedelse til kampen. Videoklip og noter, som han nu kan skrotte.

- Jeg kigger indad. Det er på den måde, jeg er indrettet. Jeg vil hverken komme med undskyldninger eller sparke bagud. Det her er en del af fodboldverdenen.  Vi har ikke været hurtige nok til at få spillet alle de nye spillere sammen, og det peger jo tilbage på mig, lyder det ærligt fra den fyrede træner.

Hvad fremtiden byder på for den erfarne Bo Zinck, er endnu uvist.

- Der er rigtig mange roller i fodboldverdenen. Jeg er ikke for fin til noget. Det vigtigste er, at projektet er tiltalende, og så vil jeg gå glad på arbejde. Jeg lukker ikke nogen døre. Jeg har også dobbeltjobbet i 20 år, udtaler han.

Sideløbende med trænerkarrieren har Bo Zinck i mange år førhen været sælger i det daværende Sanistål.

Vendsyssel FF indtager lige nu 10. pladsen i Nordic Bet Ligaen. Holdet kan dog øjne top seks, som giver adgang til oprykningsspillet. På sjettepladsen ligger Hobro IK med 15 point. Vendsyssel står noteret for 13 point.


To indbrud i Hjallerup kan have tyven tilfælles

Foto: Tv2nord.dk

De to hændelser fandt sted med få hundrede meters afstand.

I en villa på Tennisskoven i Hjallerup var alting ikke, som det plejede, da en familie i søndags vente hjem fra en ferie.

- Hele huset var gennemrodet, da familien kom hjem. Tyven har taget listen ud af et vindue og fået adgang på den måde, lyder det fra Peter Skovbak, efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi.

Ved indbruddet er tyven blandt andet sluppet af sted med flere smykker og et Omega ur. Politiet ved endnu ikke, hvornår i perioden indbruddet har fundet sted, men de efterforsker sagen som et serieindbrud.

'Ikke ligefrem et paradis'

Få hundrede meter derfra skete der nemlig lørdag også et indbrud, som fandt sted i en lejlighed.

- Ligesom villaen på Tennisskoven brød de ind gennem en vinduesliste. Lejligheden var også helt gennemrodet, da vedkommende, der bor der, kom hjem, forklarer Peter Skovbak.

Indbruddet fandt sted mellem klokken 19:30 lørdag og klokken 12:00 søndag på Paradishaven. Politiet har endnu ikke modtaget et overblik over, hvad tyven kan være sluppet afsted med.

- Vi ser på det i en sammenhæng på grund af fremgangsmåden og lokationen, forklarer Peter Skovbak.

Har du information omkring de to indbrud hører Frederikshavns Politi gerne fra dig på telefon 114.


Stigende strømpriser kan ende med besparelser for elbilejere

Lige efter manges arbejdstid, hvor bilen normalt sættes til strøm, får priserne nu et nøk.

Har du fri fra arbejde lige til aftenstid, og kører du elbil, er det nok ikke helt unormalt, at du sætter den til strøm med det samme, du parkerer derhjemme.

Men på grund af overbelastning af elnettet i vintermånederne stiger prisen på strøm fra i morgen tirsdag i tidsrummet 17:00 til 21:00.

Den vane kan ret hurtig blive en dyr omgang.

Men det behøver den ikke at være, afslører Lars Jensen, forperson for Elbilforeningen i Danmark, der giver sin tips til en smart 'work-around'.

Læs det med småt fra start

Fordi elbiler stadigvæk er nyt for mange, er det færreste, der ved, hvilke spørgsmål der er gode at stille, når du er ved elbilforhandleren.

Ifølge Lars Jensen er det altid godt, at du spørger sælgeren ind til, hvor meget i bilen, der er computerstyret.

- Du får jo altid en brugsanvisning med, men sælgeren skal jo vide, hvor meget elbilen og lade standeren i garagen kan, lyder det.

Blandt andet er det muligt at tidsindstille lade-tidspunktet for elbilerne, allerede inden du sætter bilen til strøm.

- På den måde kan du faktisk bare sætte stikket i, som du plejer, og spare penge i den anden ende. Det er smart, fortæller Lars Jensen.

Kan hjælpe alle

Indstillingen for lade-tidspunktet skal desuden kun gøres en enkelt gang.

- Det helt gode er, at man faktisk tager presset fra elnettet, så strømmen på sigt kan blive billigere på det belastede tidspunkt. På den måde er det ikke bare elbilejere, der spare penge, men på sigt alle, der får gavn af det.

Ville du gå så langt som til at kalde det en, 'work smart, not hard-situation?'

- Det kan man godt sige, ja, siger Lars Jensen.


Kædeindbrud på 'håndværkerbiler' i to kommuner: 'Tag jeres forholdsregler'

Foto: TV2/Nord

- Det har karakter af et serieindbrud, lyder det fra Peter Skovbak, efterforskningsleder ved Frederikshavns Politi.

Er du håndværker og bor i Hjørring- eller Frederikshavns Kommune, skal du være ekstra opmærksom på din firmabil.

Den seneste uge har Frederikshavn Politi modtaget anmeldelser om tre indbrud i 'håndværkerbiler' og et mislykket forsøg mod en fjerde bil. Hver gang har det været samme fremgangsmåde, som indbrudstyvene har anvendt.

- Sidedørene bliver brudt op ved, at indbrudstyven laver et lille hul i sidedøren, så man påvirker en mekanisme i døren. På den måde kan indbrudstyven bryde in i bilen, fortæller Peter Skovbak, efterforskningsleder ved Frederikshavns Politi.

Der tegner sig et mønster

På grund af måden, hvorpå bilerne bliver brudt op, og tyvegodset de tager med, forklarer Peter Skovbak, at sagerne efterforskes som et serieindbrud.

- I Ravnshøj ved Frederikshavn blev der blandt andet stjålet DeWalt elværktøj, lyder det.

De tre indbrud har fundet sted i henholdsvis Astrup og Bindslev i Hjørring Kommune og Ravnshøj i Frederikshavn Kommune, mens det mislykkede forsøg skete på Vestermarksvej, der ligger tre kilometer fra Ravnshøj.

- Det særlige ved indbruddene er, at de alle har fundet sted ved private boliger. Så det handler særligt om at tage sine forholdsregler, hvis håndværkerbilen holder parkeret i ejerens egen indkørsel, siger Peter Skovbak.