Hunden Alba reddede Nicki ud af flammerne: - Var det ikke for hende, havde jeg ikke været her
Foto: Privatfoto
Nicki Roland går og venter på, at politiet har undersøgt huset, før han kan få svar på sine mange spørgsmål.
Da Nicki Roland lagde sig til at sove lørdag aften, havde han ingen ide om, at han ville vågne op til, at hans liv var vendt på hovedet.
- Jeg har det ikke ret godt, og jeg står i en uvished, hvor jeg ikke ved, hvor jeg kommer til at bo, eller hvad der kommer til at ske, fortæller han tydeligt påvirket til TV2 Nord.
Vågnede op til røg og flammer
Nicki Roland vågnede nemlig søndag nat op til noget af en chok, da hans hund Alba peb og gøede som aldrig før.
- Hun plejer aldrig at gø, så jeg vidste med det samme, at noget var helt galt.
Han opdagede med det samme, at det lugtede anderledes.
- Jeg tog Alba og gik ud til gangen, hvor jeg blev ramt af en kæmpe røgsky, da jeg åbnede døren. Jeg kunne ikke se noget foran mig, heller ikke den modsatte væg, der står 10 cm fra døren, forklarer han.
Hurtigt tog han Albas snor, som altid hænger ved døren, og følte han sig frem mod udgangen. Da han kom over på modsatte fortov blev han mødt af et foruroligende syn.
- Jeg kunne ikke se huset for røg, og der var ild på den ene side af huset, fortæller han og tilføjer, at han selvfølgelig hurtigt ringede 1-1-2.
Hun plejer aldrig at gø, så jeg vidste med det samme, at noget var helt galt.
Nicki Roland
Alba kunne ikke finde ro igen
Nicki Roland blev sendt med ambulance til Hjørring Sygehus til observation. Hans stedfar kom og hentede Alba og kørte hende hjem til Nicki Rolands mor.
- Hun peb og hyldede meget, da jeg blev kørt med ambulancen, og da jeg senere kom hjem til min mor, måtte jeg ikke lukke døren ind til soveværelset, forklarer Nicki Roland.
Nicki Roland er taknemlig over, at Alba reagerede hurtigt, og han tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket.
- Alba redet mit liv. Var det ikke for hende, var jeg her nok ikke i dag, konstaterer han.
Alba er på nuværende tidspunkt kommet op til et vennepar, da Nicki Rolands hund og moderens ikke kan sammen.
Kommer hun til at få nogle ekstra godbidder de næste dage?
- Det er jeg slet ikke i tvivl om, at hun får deroppe. De plejer at passe hende, når vi skal noget, og sidst måtte hun på slankekur, fordi de forkæler hende sådan, griner Nicki Roland.
Uvis om fremtiden
Branden tog hele kælderen og stueetagen med, og Nicki Roland bor på nuværende tidspunkt midlertidigt hos sin mor, mens han venter på svar.
- Mit forsikringsselskab vil ikke genhuse mig, før de har fået et svar fra politiet, så jeg ved ikke noget som helst endnu, konstaterer han.
Nicki Roland nåede ikke at få andet med sig ud af huset udover Alba, hendes snor og hans telefon.
- Jeg tror ikke, at det er gået op for mig endnu, før jeg ser mit hus, men jeg har ikke haft mulighed for det endnu, og jeg skal have en chauffør med, for jeg tror, at jeg bryder fuldstændig sammen, fortæller han bekymret.
Jeg har det ikke ret godt, og jeg står i en uvished, hvor jeg ikke ved, hvor jeg kommer til at bo, eller hvad der kommer til at ske
Nicki Roland
Konen var udebys
Nicki Rolands kone havde været til fødselsdag og var derfor ikke hjemme, da branden brød ud.
- Hun tog først kontakt til mig morgenen efter, da hun altid sover med telefonen slukket, men hun brød sammen, og hun var bare lettet over, at vi var okay, fortæller han.
Nicki Rolands kone spurgte også ind til parets to katte, som Nicki Roland ikke havde set i branden.
- Vi har fundet ud af, at de begge er i live, og de bor ved vores naboer et par huse væk, men dem vidste jeg jo heller ikke om var døde eller i live, da det skete.