Hjerneskadede Nicks liv ændrede sig for altid efter tragisk ulykke – nu søger han praktikplads
Foto: Søren Broust Hansen
Nick Vejle fik i 2014 en hjerneskade, da han forsøgte at redde to fiskere ud af et lastrum fyldt med giftige gasser.
Nick Vejle har sat sig et nyt mål for tilværelsen knap ti år efter den tragiske Strandby-ulykke.
En skæbnesvanger nat mellem den 4. og 5. august ændrede Nick Vejles liv sig drastisk.
På daværende tidspunkt var han ansat som pumpemand hos Grenaa Lossekompagni, og mens han var i gang med at pumpe skidtfisk op fra en kutter på havnen i Strandby, fik han øje på to fiskere i kutterens lastrum. Begge var bevidstløse.
Heroisk og samtidigt uvidende omkring, hvad der ventede ham, sprang Nick Vejle ned for at redde de to fiskere.
Hvad han ikke vidste var, at lastrummet var fyldt med livsfarlige gasser. Gasser, som endte med at tage livet af de to fiskere, og som nær også havde kostet Nick Vejle livet.
Jeg røvkeder mig af at gå herhjemme
Nick Vejle
Eftervirkningerne af ulykken var dog ikke til at tage fejl af. En hjerneskade, som forårsagede taleforstyrrelser, problemer med motorik og ikke mindst en kraftigt forringet funktionsevne i venstre side.
På den anden side af ulykken ventede en lang og sej erstatningssag, som først blev afgjort i Højesteret i 2020.
Søger praktikplads
Efter afslutningen på sagen kunne de fleste måske fristes til at tro, at 33-årige Nick Vejle helst bare ville ligge derhjemme på sofaen. Det er imidlertid langt fra tilfældet.
- Jeg røvkeder mig af at gå herhjemme. Det er sgu ikke et liv for mig.
Derfor søger han nu en praktikplads. Det tilkendegiver han på Facebook.
Siden opslaget har mange spurgt ham, hvorfor han overhovedet gider at arbejde, nu hvor han er tildelt en førtidspension. Den tankegang kan Nick Vejle ikke sætte sig ind i.
- Det er lidt en taber-mentalitet. Jeg vil gerne se, om jeg ikke kan få arbejdet mig frem til at komme i flexjob, skriver han i et svar til TV2 Nord.
Nick Vejle har nemlig stadigvæk store udfordringer med at tale, så han foretrækker, at interviewet foregår via Messenger.
Har modtaget tilbud
I fremtiden håber han dog fortsat på at opleve fremgang. Efter ulykken var han i flere måneder på Hammel Neurocenter for at genoptræne både de fysiske og de sproglige funktioner, og her oplevede han gradvis fremgang.
Den er dog nu stagneret, hvilket også er en af årsagerne til, at han rækker ud efter hjælp.
- Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke kommer videre, medmindre jeg kommer ud og snakker med folk og får brugt min krop, fortæller han.
Drømmejobbet var at arbejde på Danish Crown, men det tillader helbredet ikke. I forhold til arbejdsopgaver er Nick Vejle dog åben over for det meste.
Den kommende arbejdsgiver skal bare være opmærksom på, at han har lidt taleudfordringer, og derudover er finmotorikken ikke, hvad den har været, lyder det fra ham.
De daglige smerter skal han nok selv håndtere. Blot et døgn efter opslaget på Facebook har han allerede modtaget et par henvendelser, men som han siger:
- Jeg er selvfølgelig åben for andre bud.