Historisk udstilling om Anna Ancher åbnet i Skagen
Skagens Kunstmuseer har i weekenden åbnet den største retrospektive udstilling om Anna Ancher nogensinde, den viser flere skitser, der ikke tidligere er vist.
Skagens Kunstmuseer har i weekenden åbnet den største retrospektive udstilling om Anna Ancher nogensinde, den viser flere skitser, der ikke tidligere er vist.
En ny, stor udstilling er åbnet på Skagen Kunstmuseer - den tager udgangspunkt i den verdensberømte kunstner Anna Ancher.
Udstillingen viser Anna Anchers værker ud fra en række temaer blandt andet hendes måde at male lys på og bruge pastelfarver.
Udstillingen består af 152 værker - flere af dem har ikke været vist frem tidligere. Udover malerierne på Skagen Kunstmuseer er det også muligt at gå på opdagelse i Anna Anchers hjem, der også har været motivet for flere af hendes værker.
Udstillingen er udviklet i samarbejde med Statens Museum for Kunst, hvor den havde premiere i foråret, men måtte lukke efter kun en måned.
- Det er nu alligevel noget særligt at kunne slå dørene op her i Annas Skagen, fordi man kan se, ikke bare hendes vidunderlige billeder, men også penslerne i hendes atelier, man kan se stuerne, køkkenet, vasen, pæretræet, kort sagt se hendes verden. Både den, hun malede ind i kunsten, og den, hun er rundet af, siger Skagens Kunstmuseers direktør, Lisette Vind Ebbesen.
Hør et længere interview med Skagens Kunstmuseers direktør, Lisette Vind Ebbesen, der fortæller om udstillingen og Anna Ancher - og se billeder fra udstillingen her:
Mere end en solstråle
Anna Ancher var en af de helt centrale kunstnere omkring år 1900. Hun bragte internationale strømninger i kunsten med sig hjem fra rejser og ind i sine malerier fra Skagen. Anna Ancher hyldes også i dag for sin grænseoverskridende kolorit og sin fabelagtige evne til at fange en solstråle.
I flere store temaer belyser udstillingen både Anna Anchers kunstneriske greb og de motiver, der løber gennem livsværket. Anna Anchers tilgang tager afsæt i en større europæisk samtid, men den verden, der gengives, er lokal og fundet tæt på fødehjemmet i Skagen.
Fra offentlige og private samlinger i ind- og udland samles centrale værker til udstillingen, der er den største retrospektive udstilling nogensinde af Anna Anchers kunst.
Samlet set ønsker udstillingen at præsentere et mere nuanceret og mangfoldigt billede af Anna Ancher og placerer hende i de større – internationale – sammenhænge, hendes kunst berettiger til.
Den præsenterer Anna Anchers arbejde tematisk for at indkredse kendte og mindre kendte motivkredse og strategier i hendes arbejde. Anna Anchers særlige evne til at skildre lys og farve udfoldes i udstillingen.
En international skagbo
Anna Brøndum blev født i 1859 som datter af Ane og Erik Brøndum – værtsparret på Brøndums gæstgiveri i Skagen. Hun kom i en ung alder i kontakt med tilrejsende kunstnere og forfattere, som besøgte hendes forældres gæstgiveri.
Det moderne gennembruds mænd og kvinder som Michael Ancher, Holger Drachmann, Georg Brandes og Marie Krøyer søgte til Skagen for at være en del af stedets progressive kunstner- og forfattermiljø.
Og den interesse, som hun havde for at tegne og male allerede fra barn, blev opmuntret af flere kunstnere, blandt andre Michael Ancher, der som bekendt senere blev hendes ægtemand.
Flere vintre i træk fra 1875-78, tog den unge Anna til København for at gå på Vilhelm Kyhns tegne- og malerskole for kvinder. Først i 1908 fik kvinder adgang til Kunstakademiet på lige fod med mænd. Senere i 1889 rejste hun til Paris og supplerede sin uddannelse ved at opsøge en af tidens mest feterede kunstnere, Pierre Puvis de Chavannes, der havde en meget besøgt kunstskole.
Det er blandt andet denne vekslen mellem det nære miljø i Skagen og de internationale impulser, som var med til at forme Anna Anchers billedsprog, som gør, at hendes kunst rækker langt ind i det 20. og videre ind i det 21. århundrede.
Der var premiere på musicalen Lyset over Skagen i august 2019 - TV2 Nord var med til premieren :