Henning Kjeldsen sætter sit aftryk på Skagen: Ekstraordinære byggerier på vej - se billederne
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Nye vartegn i turistmekkaet rykker nærmere.
Siden thyboen Henning Kjeldsen for 15 år siden rykkede til det nordligste Jylland, har han i den grad sat sit aftryk på Skagen.
For hans mange milliarder tjent på at sælge sine fiskekvoter er han både i gang med at bygge et gigantisk feriecenter - Skagen MILE - og et restaurant- og butikscenter i Maskinrummet.
Begge byggerier på næsten 10.000 kvadratmeter.
Skagen MILE skal både indeholde vandland, wellness-områder, restaurant og hotel, det skriver KanalFrederikshavn.dk.
Men det kæmpe byggeri har blot fået en af naboerne til at indgive en indsigelse efter en naboorientering.
Ejeren af ejendommen Lille Skagen 13 frygter indbliksgener fra feriecentrets tag, men er udover det positiv overfor det store projekt, lyder det fra lokalmediet.
Men ifølge Frederikshavns kommunes administration er der ikke noget at komme efter, da der er et fælles friareal på mindst 21 meter imellem de to ejendomme.
Kræver dispensation
Det er dog ikke så lige til, når ideerne er større end tilladelserne.
For både bygningen af feriecenteret og ombygningen af Maskinrummet kræver særskilte tilladelser.
Henning Kjeldsen har ambitioner om at anlægge en park og et offentligt tilgængeligt stisystem på taget af feriecenteret. Men det betyder, at det bliver tre etager, og det går ikke, når lokalplanen kun tillader to.
Derudover må bygningshøjden ifølge lokalplanen ikke overstige 8,5 meter - med enkelte undtagelser, som må være 14 meter. Med drømmen om et rutsjebanetårn med en samlet højde på 14 meter, og halvanden meter høje bakker på det 8,5 meter høje tag, så skal der søges om dispensation.
Det samme gør sig gældende for byggeriet i Maskinrummet.
En 34 meter høj skorsten og en forbindelsesgang mellem de to bygninger er på tegnebrættet, skriver KanalFrederikshavn.dk nemlig også.
Men modsat feriecenteret, så er der mere modstand til planerne for Maskinrummet.
Blandt andet mener Skagen Havn Lejligheder, at gangbroen ødelægger udsigten fra Havnegade, mens vinduerne vil give reflekser.
Hos Center for Teknik og Miljø ser de dog lidt anderledes på det. De ønsker, at der gives dispensation til gangbroen, fordi alternativet med en overdækning med sejldug vil være mere dominerende.
I begge tilfælde bliver sagerne drøftet hos Plan- og Miljøudvalget i næste uge.