Thor vinder årets politihund - Har reddet flere menneskeliv
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Det er en stolt hundefører, som var med på scenen, da Thor fik prisen.
Bortkomne borgere, at finde afgørende spor i store kriminalsager og stoppe farlige gerningsmænd på flugt.
Det er nogle af de ord, som sættes på den 11-årige Schäfer og politihund Thor til Dansk Kennel Klubs arrangement i Herning.
Her skulle Årets Politihund 2024 også kåret, og det blev nordjyske Thor.
- Jeg er utroligt glad og stolt. Det er en pris, der betyder rigtig meget for mig og Thor, siger Thors fører, Karsten Hav, der arbejder for Nordjyllands Politi som politiassistent og hundefører, og fortsætter:
- Han er jo en erfaren herre, og han har oplevet det meste, så det betyder meget, at hundeafdelingerne i Dansk Politi peger på netop ham.
Årsagen til prisen
På Facebook har Dansk Kennel Klub lagt følgende op, som er nogle af årsagerne til, hvorfor Thor er kåret til Årets Politihund:
Thor fulgte cirka 3 km spor over marker, åløb og skov efter en indbrudstyv, hvor gerningsmanden til sidste kom til syne over markerne. Gerningsmanden forsatte sit flugtforsøg, og ignorerede anråbene om at stoppe, hvorved Thor blev "sendt på stop" og standsede gerningsmanden, som blev stillet til regnskab for flere indbrud.
Under ”Mia-sagen” søgte Thor på både gerningsstedet og findestedet for forbrydelsen, hvor han fandt helt afgørende beviser i sagen, der var med til at klarlægge hændelsesforløbet, samt få gerningsmanden dømt i både by-og landsret.
Under Aalborg Karneval blev en karnevalsgæst stukket alvorligt med kniv (drabsforsøg). Gerningsmanden løb fra gerningsstedet og skjulte sig i en baggård i det centrale Aalborg. Thor afsøgte baggården, hvor han under rundering fandt gerningsmanden, der lå og gemte sig bag en container. Anholdt til sagen og stillet til regnskab for drabsforsøget.
Thor arbejder til dagligt som en såkaldt Gruppe-1 hund ved Nordjyllands Politi. Gruppe-1 hundene er de allerdygtigste og bruges primært ved drabssager, forsvindingssager og grove voldssager.
Thor gjorde blandt andet en afgørende forskel i Mia-sagen, og den nordjyske hund har flere gange reddet menneskeliv i sager med forsvundne demente.
Også Casper Jakobsen, der er politikommissær og hundeleder hos Nordjyllands Politi, sætter ord på, hvorfor det netop er Thor - og Karsten Hav - som kåres til vinder.
- Karsten og Thor har fuld plade. De har prøvet det hele, lige fra at redde menneskeliv på eftersøgning af bortkomne borgere, over at finde afgørende spor i store kriminalsager til at stoppe farlige gerningsmænd på flugt. Thor er i en særlig liga, men også Karsten bruger al sin tid på hele tiden at blive dygtigere. De er et rigtig godt makkerpar, fortæller han.