Godt nyt til glade gamere: Nyt gaming-event på vej til Frederikshavn
Foto: René Ryom
Arena Nord, JN Computer og Frederikshavn Fritid og Esport er gået i gang med at forberede et nyt gaming-event i Nordjylland.
E-sport har for alvor taget sit indtog i de danske hjem, og alt tyder på, at de virtuelle-sportsgrene kun bliver større og større.
Fremover kan de nordjyske E-sports-entusiaster se frem til at et nyt gaming-event kommer til Nordjylland.
Arena Nord er i samarbejde med JN Computer og Frederikshavn Fritid og E-sport forening gået i gang med forberedelserne til et nyt og stort gaming-event, der skal favne byen og områdets mange gaming-interesserede.
Arrangementet, Nordic Gaming Festival er en ny satsning, hvor de tre arrangører håber på at kunne tiltrække gamere fra hele Vendsyssel.
Arrangørerne bag arrangementet håber på, at der også vil være mulighed for at sætte fokus på de unges brug af det digitale univers, hvor også forældrene spiller en rolle.
I Frederikshavn Kommune er der 11.963 unge mellem 12 og 29 år, som udgør cirka 20 procent af kommunens befolkning – arrangørerne ønsker med arrangementet at sætte fokus på aktivering af disse unge med E-sport som aktivitet.
- I Frederikshavn er der ikke et stort udbud af aktiviteter til de gaming-interesserede unge, og derfor håber vi nu på med dette arrangement at kunne aktivere en målgruppe af unge, som ikke nødvendigvis kommer afsted til de øvrige foreningstilbud og kulturelle oplevelser i og omkring byen, fortæller Lone Kosack, Projektleder for sport & fritid i Arena Nord.
Det nye gaming-event kommer til at foregå i Arena Nord fra den 28. februar til den 1. marts 2020.