Gård er ’faldefærdig og farlig’ – men kommunen vil ikke tillade nedrivning
Foto: Privatfoto: Peter Tegllund
En gårdejer i Frederikshavn vil rive slidte bygninger på sin grund ned. Men ifølge kommune er bygningerne bevaringsværdige.
- Jeg forstår, at den er gammel. Men rotterne fiser ud og ind af den. Den er jo ubrugelig.
Sådan siger Peter Tegllund.
For seks år siden købte han herregården Sludstrup mellem Skærum og Stenhøj. Den består af et stuehus, en kostald og to lader til foder og afgrøder.
Peter Tegllund var dengang bevidst om gårdens dårlige tilstand. Efter kort tid besluttede han derfor at nedrive stuehuset for at bygge et nyt.
Det gav kommunen ham lov til. Men nu, hvor han vil nedrive de resterende bygninger på grunden, er holdningen pludselig en anden.
- Dengang fik vi bare lov nemt. Det undrer mig, at det nu skal være så svært, siger Peter Tegllund.
En ubrugelig gård
Ifølge herregårdsejeren er de tre resterende bygninger på grunden decideret farlige at færdes omkring. Gården er så slidt, at den er tæt på at styrte sammen.
Men alligevel har Teknik og Miljø i Frederikshavn Kommune indstillet til, at der nedlægges forbud mod nedrivningen.
Det skyldes, at bygningen bliver vurderet som bevaringsværdig.
- Men den er jo ubrugelig, siger Peter Tegllund.
Bygninger vurderes bevaringsværdige ud fra en karakterskala fra 1 til 9. Herregården har fået karakteren 2.
Bevaringsværdi
Bevaringsværdi gives efter en helhedsvurdering, hvor bl.a. kulturhistorisk og miljømæssig værdi samt originalitet, arkitektur og vedligeholdelsesstand indgår. Bygninger med høj bevaringsværdi får karakteren 1. Bygninger med lav bevaringsværdi får karakteren 9
Frederikshavn Kommune har fået assistance af Nordjyllands Kystmuseum til at vurdere den slidte gård. De vil heller ikke anbefale en nedrivning, fordi bygningerne har karakter af herregård, og er opført i en karakteristisk stil af kløvede marksten og kalkede fuger.
Det argument køber Peter Tegllund. Han er godt klar over, at bygningerne er noget særligt. Alligevel mener han, at ny bebyggelse vil være den bedste løsning for området.
- Jeg bygger jo også det nye stuehus i den samme gamle stil. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor det ikke kan lade sig gøre med de resterende bygninger, siger han og fortsætter:
- Jeg har jo ikke tænkt mig at bygge en eller anden kæmpe villa, der skiller sig ud.
Kulturhistoriske spor går tabt
Kommunen var senest forbi gården i februar. Her har de noteret, at bygningerne fremstod originale, men bar præg af manglende vedligeholdelse.
Og derfor mener Frederikshavn Kommune, at en nedrivning vil resultere i, at både de kulturhistoriske spor, men også herregårdsmiljøet vil gå tabt.
Peter Tegllund kan altså ikke gøre så meget andet end at vente. Sagen skal drøftes på tirsdag i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune. Og hvis det ender med, at både kostald og laderne skal blive stående, så har Peter også planen klar.
- Så må jeg jo bare bygge et højt hegn omkring dem, siger han.