Fuglekiggere strømmer til Skagen
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Fuglekiggere fra hele landet strømmer til Skagen.
Udstyret med store kikkerter og kameraer gik mange fuglekiggere i dag mod Danmarks nordligste punkt - Grenen - på udkig efter Stillehavslommeren, som i går for første gang nogensinde blev spottet i Skagen og Danmark.
Jens Chr. Kjærgaard fra Mors er en af de første på Grenen i dag på udkig efter den sjældne fugl, som normalt holder til i det vestlige USA og Canada.
- Det er stort. Det er første gang nogensinden, at den er set i Danmark, og det er også sjældent i Europa. Der kan nemt komme folk fra udlandet de kommende dage for at se den, siger Jens Chr. Kjærgaard.
I dag er der fuglekiggere fra København og det meste af Jylland på stranden i Skagen med deres kikkert og kamera.
Hans Pinstrup fra Horsens har brugt 3 1/2 time på at komme til Skagen.
- Det er rigtig stort. Jeg hørte om den i går. Fuglen er fløjet forkert og er kommet ud af kurs, siger Hans Pinstrup.
De mange fuglekiggere ved Grenen får alle gode billeder og udsyn til Stillehavslommeren. Fuglen opholder sig i vandet bare 100 meter fra kysten, hvor den jager fisk i vandet.
- Den ligger fint derude, og pludselig er den væk, når den dykker under vandet, siger Hans Pinstrup.
Hvor længe Stillehavslommeren bliver i Skagen vil ikke gætte på. I morgen kommer der et vejrskifte, og det kan få Stillehavslommeren til at flyve fra Skagen igen.