"Fucking gris, øf-øf": Dén bemærkning fik konsekvenser for en flabet ung mand
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Den unge mand er nu sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Tal ordentligt - det koster ikke noget.
Sådan lød det i en kampagne fra Call Me for knap 10 år siden. Kampagnen har næppe vundet indpas hos en ung mand, som befandt sig på Palmestranden i Frederikshavn fredag aften.
Nordjyllands Politi fik en anmeldelse om uro og larm omkring klokken 21:30. Da betjentene nåede frem, fik de en konstruktiv snak med de unge mennesker, der i den forbindelse blev bedt om at dæmpe sig.
En 19-årig mand forstod ikke helt politiets budskab. Det oplyser Kanal Frederikshavn. Han valgte i situationen at råbe ukvemsord efter politiet.
"Fucking gris, øf-øf", lød det blandt andet fra den 19-årige, der ikke ser ud til at slippe ustraffet af sted med den påståede svada mod politiet.
Han er nu sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kan kan se frem til en bøde på grund af sit mindre heldige ordvalg.