Frikendt for drab efter halvandets års forkert fængsling: Kræver kæmpe erstatning
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den svenske mand blev frikendt for drab i både Byretten og Landsretten.
En 48-årig mand sad uberettiget varetægtsfængslet, sigtet og senere tiltalt for sammen med en dengang 54-årig mand at have dræbt Eddie Karl-Johan Christensen under voldsomme omstændigheder på en gård udenfor Frederikshavn.
Den 48-årige svenske mand blev frikendt for drabet i både Byretten og Landsretten, hvor den anden tiltalte blev i dømt 13 års fængsel.
Den 48-årige mand har efter frifindelsen krævet erstatning for den periode, hvor han uberettiget har siddet varetægtsfængslet.
Sagen har siden været behandlet i byretten.
Her vurderede dommeren, at den 48-årige svenske mand kun var berettiget til halvdelen af det beløb, som han krævede i erstatning, da retten mente, at han selv skyld i fængslingen.
Den 48-årige mandhar krævet sagen prøvet i Landsretten, og her skal sagen behandles mandag.
- Min opfattelse er, at han skal have fuld erstatning, og når man er sigtet for drab, så er det dobbelt takst, siger mandens advokat, Jens Christian Christensen.
Selv skyld i fængslingen
Dommeren i Byretten var dog af en anden opfattelse.
Her var vurderingen, at den 48-årige selv var skyld i varetægtsfængslingen, da han valgte at lyve om hændelsesforløbet omkring drabet, da han første gang blev afhørt af politiet.
- Han kommer med en troværdig forklaring senere, siger Jens Christian Christensen, som derfor mener, at hans klient burde være løsladt.
Den 48-årige mand blev anholdt sammen med sin hustru og den 54-årige mand, som blev dømt for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.
De blev alle tre varetægtsfængslet. Sigtelsen mod den 48-årige hustru blev dog droppet efter nogen tid, og hun har fået erstatning for den uberettigede varetægtsfængsling.
Har ikke råd til at komme til retssag
Den 48-årige svensker og hans hustru er i dag bosat i England, og han møder derfor ikke selv op til sagen i Landsretten på mandag.
- Han har ikke penge til at komme, og han stoler ikke på at staten vil tilkende ham erstatning for udgiften, så derfor kommer han ikke til sagen, siger Jens Christian Christensen.
Mens den 48-årige mand blev frikendt for at have begået og medvirket til drabet på Eddie Karl-Johan Christensen, så blev han kendt skyldig i usømmelig behandling af lig og fik i Landsretten 10 måneders fængsel.
Landsrettens dommere og nævninge var enige i, at det var den 54-årige mand alene, der om aftenen 9. maj 2020 slog Eddie Karl-Johan Christensen ihjel.
Under afgørelsen lagde dommerne vægt på sagens kriminaltekniske beviser, og at den 54-åriges forklaring forekom konstrueret, hvorimod den 48-årige har fastholdt sin forklaring under hele forløbet.
39-årige Eddie Karl-Johan Christensen blev skudt og brændt ved en landejendom nord for Frederikshavn i maj 2020.