Frederikshavnere savner natlægen - er kun åben en time
Foto: Rune Borre-Jensen (arkiv)
Selv om lægevagten skulle have åbent om natten i Frederikshavn, oplever patienterne en noget anderledes virkelighed.
Regionsrådsformand Ulla Astman og Frederikshavns borgmester Birgit Hansen krævede tirsdag, at lægevagten i Frederikshavn fortsat skal have åbent om natten.
Men selv om det på papiret hedder døgnåbent, så oplever frederikshavnerne en anden virkelighed. Lægevagten har oftest kun åbent to gange 30 minutter i løbet af natten, og sådan har det været i årevis.
Peter Kudahl er en af de frederikshavnere, som har ringet forgæves til vagtlægen for at få komme til om natten.
- Det er noget rod. Jeg fik besked på, at jeg kunne tage til Hjørring, hvis jeg skulle tilses af en læge, siger han.
Han blev for to år siden akut syg med det, der senere viste sig at være en blodprop i det ene øje. Lægevagten i Frederikshavn skulle være døgnbemandet, men da Peter Kudahl ringede, var der ingen læge i Frederikshavn.
- Jeg kunne ikke tage til lægen i Hjørring, så jeg var nødt til at gå i seng igen med smerterne og så vente til klokken seks om morgenen, da der kom en læge i Frederikshavn, fortæller Peter Kudahl.
Den oplevelse står han ikke alene med. TV2 Nord har talt med flere borgere, som undrer sig over, at de Praktiserende Lægers Organisation, PLO, har meldt ud at lægevagten skærer natåbningen væk den 1. september i Frederikshavn, for den har reelt været væk i flere år.
Således skriver en tidligere lægevagtchauffør på tv2nord.dk:
- Frederikshavn Lægevagt har indtil nu kun haft åbent om natten i tidsrummet fra kl. 02-02.30 og 05-05.30.
Og den model for en natåben lægevagt vedkender man da sig også hos Lægevagten i Nordjylland.
- Det har hele tiden været sådan, at der ikke har været læger tilstede i Frederikshavn hele tiden. Der har været mulighed for, at man kan blive tilset af en læge i Frederikshavn to gange i løbet af natten, lyder det fra chefen for Lægevagten i Nordjylland, Eddie Nielsen.
Regionsrådsformand Ulla Astman kaldte i går lukningen af lægevagten i Frederikshavn om natten for uacceptabel og forlangte at PLO ændrede beslutningen. Men om lægen er tilgængelig i en eller seks timer om natten i Frederikshavn er ikke afgørende, mener hun.
- Det er en akutordning, vi har. Det er sådan, lægevagtordningen fungerer i regionen, og der er to steder med fast bemanding. Det er Hjørring og Aalborg, siger Regionsrådsformand Ulla Astman.
Ulla Astman har indkaldt PLO til et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde om døgndækningen i Frederikshavn.
Udover de faste lægevagter har borgerne også mulighed for at blive tilset af en kørende vagtlæge efter aftale.