Frederikshavn Havn er presset på økonomien
Frederikshavn Havns likviditet er så presset, at havnen løber tør for penge i 2025, hvis ikke den får mulighed for at optage yderligere lån.
67 millioner kroner.
Så meget har Frederikshavn Havn mistet i omsætning siden 2020, og det kan nu mærkes på økonomien.
Lige nu betyder det, at havnen løber tør for penge i 2025, hvis den ikke får mulighed for at optage nye lån.
Det fremgår af en dispensationsansøgning til Indenrigs- og Boligministeriet om adgang til at udnytte låneadgangene fra 2018 og 2019 på 52 millioner kroner, skriver Kanal Frederikshavn.
Frederikshavn Havn skriver i ansøgningen, ifølge Kanal Frederikshavn, at havnens likviditet er udfordret dels af tab af færgeindtægter samt tab af indtægter i forbindelse med forsinkelse i diverse anlægsprojekter under COVID-19.
Tidligere ansøgning ikke imødekommet
Derudover har Frederikshavn Havn afdraget over 165 millioner kroner i gæld i perioden fra 2018 til 2021, da man i forbindelse med gunstige renteforhold valgte at omlægge nogle af de igangværende byggekreditter til fastforrentede lån med afdrag. Ved omlæggelsen af lånene var man ikke vidende om de senere indtrådte forsinkelser.
Der har tidligere, i sommeren 2020, været indsendt en dispensationsansøgning til Social- og Indenrigsministeriet. På daværende tidspunkt blev ansøgningen ikke imødekommet af ministeriet. Nu prøver havnen altså igen.