Frederikshavn får Danmarks første poesipark
Foto: Martin Dam Kristensen
Linier fra Allan Olsens 'Rødt Jern'-sang kommer til at pryde bybilledet i Frederikshavn.
Nu får Frederikshavn sin egen poesipark, og Allan Olsen lægger navn til det første værk med et citat fra sangen ”Rødt Jern”.
Ideen om en poesipark i Frederikshavn er inspireret af kommunens norske venskabsby, Larvik, som gennem 10 år har brugt byens bænke, granitsten, facader, legeredskaber, plankeværk med mere til at skabe en ekstraordinær oplevelse for byens borgere og gæster, når de går rundt i byen.
- Næsten 60 forskellige steder i det norske byrum finder man små citater og poesi, som fremkalder følelser og giver stof til refleksion. Værkerne er placeret forskellige steder i byrummet og er med til at forbinde bydelene. På samme vis er tanken, at værkerne i Frederikshavn skal skabe en visuel sammenhæng imellem by og havn, siger Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen.
I himmelstrømmens blæsebælg banker smeden dag og nat ihjel
Banker solen op og solen ned
Først gnistrende glødende
Så udbrændt og døende som
Rødt jernAllan Olsen
- Vi skal ha’ en Poesipark, som bygger på Frederikshavns DNA, der har sine dybe rødder i sin nære tilknytning til havet og havnen. Vi taler om kultur i øjenhøjde. Poesi på frederikshavnsk. Derfor har vi spurgt Allan Olsen og fået hans tilladelse til at bruge et citat fra ”Rødt Jern”, der rammer lige ind i Frederikshavns identitet. Poesiparken skal være frederikshavnernes, den skal bringe os endnu tættere sammen, og den skal gøre os endnu mere stolte af vores by, siger Birgit S. Hansen.
I Frederikshavn skal de første værker i poesiparken være kunstneriske fotos med velkendte motiver fra byen og havnen, som skal placeres rundt i byen. Linda Suhr, som er opvokset i Strandby og professionel fotograf med international erfaring, er kvinden bag idéen om at kombinere foto og poesi.
FAKTA:
- Frederikshavn Kommunes Økonomiudvalg besluttede på sit møde den 21. juni at imødekomme projektgruppens ansøgning om kr. 75.000 til realisering af det første værk samt borgerinddragelse og markedsføring af Poesiparken.
- Det samlede budget for realisering af første etape er på kr. 183.000. Man ansøger nu lokale fonde om støtte til at få den sidste del af finansieringen på plads.
- Projektgruppen forventer, at indvielsen af det første værk i Poesiparken kan finde sted på Frederikshavns 199 års fødselsdag den 25. september 2017.
Med tiden er håbet, at der kommer så mange værker op i Frederikshavn, at man kan skabe en poesirute, der kan give byens mange gæster en unik visuel oplevelse og en fornemmelse af, hvad Frederikshavn er for en størrelse, og hvem frederikshavnerne er.
- Frederikshavnerne får mulighed for at komme med forslag til citater, poesi og placering af nye værker. Vi har en projektgruppe koblet på projektet, der involverer byens borgere i processen. Vi lægger ud med de tre første værker her i efteråret, og derefter håber vi, at borgerne kommer med en masse gode forslag til, hvor værkerne kan hænge, og hvad der skal stå. Det er vigtigt, at vi får noget, der passer til vores by, og jeg håber, at frederikshavnerne har lyst til at drøfte og engagere sig i Poesiparken, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Det første værk bliver et fire gange seks meter stort værk, der placeres på en bygning på Lodstorvet.