Frederikshavn bliver værtsby for ishockey-VM
Foto: Nordphoto Gmbh/Imago Images/Ritzau Scanpix
Det danske kvindelandshold i ishockey klarer sig godt - de har netop kvalificeret sig til OL, som afholdes i februar 2022.
Næste år skal Frederikshavn Isstadion huse kampe med verdens bedste kvindehold i ishockey.
Danmark får hjemmebanefordel, når verdens bedste kvindelandshold i ishockey skal på isen til kvindernes A-VM i ishockey. Og det bliver Frederikshavn, der bliver værtsby for det danske landsholds gruppekampe.
Det oplyser Frederikshavn Kommune, efter at et enigt økonomiudvalg torsdag besluttede at byde ind på at lægge is til mesterskabet.
- Vi elsker sport i vores kommune, især ishockey, og VM betyder overnattende gæster til glæde for blandt andet hoteller, spisesteder og butikker, siger borgmester Birgit S. Hansen til Kanal Frederikshavn.
Vi glæder os til at udsmykke Nordjyske Bank Arena, så den bliver klar til et ishockey-opgør i international topklasse.
Ulrik Larsen, direktør for Danmarks Ishockey Union.
Også direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen, glæder sig.
- Frederikshavn har tidligere vist sig som en god arrangør for store sportsevents, og vi er stensikre på, at byen er klar til at tage imod de mange gæster, siger han.
Koster en halv million
Sportsbegivenheden kommer til at foregå i Nordjyske Bank Arena 26. august til 4. september 2022. Og det lover godt for Frederikshavn med et stort event udenfor højsæsonen, siger Birgit S. Hansen.
Og Frederikshavn er det helt rigtige sted til at huse sportsbegivenheden, understreger ishockey-direktør Ulrik Larsen.
- Frederikshavn har et attraktivt bymiljø og meget fine faciliteter til gæster fra hele verden. Vi glæder os til at udsmykke Nordjyske Bank Arena, så den bliver klar til et ishockey-opgør i international topklasse.
Den halve million, det koster at blive VM-vært, finansieres af puljen for by og opland.
Det danske kvindelandshold sluttede ved dette års VM sidst i sin gruppe, men er med i det fineste selskab igen næste år, da der ingen nedrykkere var.
De bedste af de bedste
Det er de ti stærkeste landshold i verden, der deltager i kvindernes VM. Holdene er delt ind i to grupper, hvor alle møder alle i den indledende runde. Kampene i Danmarks gruppe spilles i Frederikshavn, mens kampene i den anden gruppe afvikles i Herning.
Fra Gruppe A, som spilles i Herning, går alle hold videre til kvartfinalerne, hvor de suppleres med tre hold fra Gruppe B i Frederikshavn, hvor Danmark altså deltager.
- Det her er kæmpestort for ishockeysporten og kvindeishockeyen i Danmark, og det bliver stort at kunne præsentere både vores danske landshold og topnationer som Canada, USA, Finland, Schweiz og Rusland på dansk is, siger Henrik Bach Nielsen, formand for Danmarks Ishockey Union til Kanal Frederikshavn.
Danmark er i gruppe med Tjekkiet, Japan, Tyskland og Ungarn.