Frank skal finde nyt job efter 20 år hos Danish Crown: - Pissetræls
Foto: TV2 Nord
Frank Andersen er træt af situationen på Danish Crown i Sæby.
Fredag mødte slagterimedarbejderne i Sæby igen ind efter chokmeldingen om lukningen torsdag formiddag.
Der havde lagt sig en mørk sky over Sæby i løbet af torsdagen med udsigten til slagteriet i byen skal lukke.
Fredag var stemningen ikke blev bedre i byen, hvor flere af borgerne fortalte, at de mente, det var forfærdeligt med lukningen af slagteriet.
Det var, uanset om man spurgte håndværkerne, værtshusgæsterne eller golfspillerne.
For slagterimedarbejderen Frank Andersen er det også en ny situation.
- Det er træls at skulle ud at finde et nyt arbejde, når man har været her i over 20 år. Pissetræls, siger han.
Anderledes positiv er hans yngre kollega Mike Frandsen dog.
- Det plejer ikke at være noget problem at finde et arbejde, jeg er kun 27, så jeg tænker, at jeg har masser af år foran mig, siger han.
Masser af spørgsmål til tillidsmanden
Medarbejderne fortalte til TV2 Nord, at der i løbet af fredagen havde været en trykket stemning, hvor snakken gik på, hvad fremtiden mon bringer.
Det har tillidsmanden på slagteriet også kunnet nikke genkendende til.
- Hvordan kommer jeg videre, hvilken vej skal jeg gå, hvilke muligheder er den vej, og hvad for noget uddannelse skal jeg have for at kan gå den vej. Det er typisk sådan nogle spørgsmål, siger Jens Hansen.
Han oplever dog også, at flere af slagteriets medarbejdere allerede er godt på vej videre.
- Der er rigtig mange, der allerede har søgt job rigtig mange steder, og nogle har allerede fået andre jobs, så det er positivt, at de er så hurtige til at reagere på den her triste situation, vi står i, siger Jens Hansen.
Frederikshavn Kommune er i fuld gang med en et større indsats hos jobcenteret, der samarbejder med andre kommuner samt virksomheder.
Se hele fredagens indslag: