Fræk som en nordjysk slagterhund - syv-årig ishockey-fan tager pis på udeholdets tilhængere
De medrejsende Herning-fans kunne godt grine af det lille stunt.
7-årige Konrad Høeg sendte fredag en lille stikpille til de medrejsende Herning Blue Fox-fans forud for slutspilskampen mod Frederikshavn White Hawks fredag aften.
Konrad Høeg spiller selv ishockey på Frederikshavn Ishockey Klubs U9-hold, og til gårsdagens kamp i Nordjyske Bank Arena var han flagbærer.
Se den sjove video længere nede i artiklen
Den tjans var han egentligt ikke så begejstret for på forhånd, fortæller Kasper Østergaard, der er far til Konrad.
- Han var meget nervøs og ville faktisk helst ikke. Han er en meget forsigtig dreng, men så kom han ud at skøjte med de flag, og så tog fanden ved ham, siger den grinende far, inden han forsikrer, at han ikke selv havde en finger med i spillet i forhold til det lille nummer.
Og hvad var det så, der fik publikum til at juble og sende klapsalver af sted. Jo, det var såmænd den lille ishockey-fan, der tyssede på udeholdets tilhængere, kort før kampen blev sat i gang.
Flere har efterfølgende hevet fat i Kasper Østergaard, fordi de synes, at det var morsomt lavet. Og det lille stunt blev da også bemærket af de veloplagte White Hawks-spillere, som senere vandt kampen 4-1 og udlignede til 2-2 i kvartfinaleserien, hvor de spiller bedst af syv kampe.
- Hvis det er det, der virker, så må vi hellere få ham noget mere på isen, siger Kasper Østergaard, inden han kommer med en afsløring.
- Konrad har faktisk sagt, at han er klar på at være fanebærer igen, og han har allerede en ny gimmick på vej. Den er klar, forsikrer faren.
Hvad den går ud på, har sønnen dog ikke fortalt ham.