Fra sort til grøn: Frederikshavn inspirerer andre europæiske kommuner
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Kommunens erfaring med omstillingen fra sort til grøn energi skal nu gives videre til andre europæiske kommuner.
Opskriften på en kommunal energiomlægning indeholder både vilje og viden, og de næste to dage skal de resultater Frederikshavn Kommune har opnået vises frem, når deltagere fra syv forskellige EU-lande mødes i byen for at lære hvordan man udvikler sig fra sort til grøn energi-kommune.
- På energiområdet er Frederikshavn en af de mere fremsynede kommuner, der realiserer de ambitiøse energi- og klimaplaner. For os andre er det vældig inspirerende at finde ud af, hvordan man griber det an, når klimaaftrykket skal sættes ned i en by eller en kommune,” siger Vedran Horvat, managing director of Institute for Political Ecology i Kroatien og en af deltagerne i mPower, som EU-projektet hedder.
Ambitiøs klimaplan for ukonkret
Eksperter, politikere og forbrugere er enige om, at den grønne energiomstilling haster. Men selvom EU netop har offentliggjort en ambitiøs klimaplan, så er det stadig et åbent spørgsmål, hvordan det præcis skal ske. Et EU-projekt, der begyndte i 2018, har afsat fire år til at komme med bud på mulighederne for grøn omstilling i 27 byer over hele Europa.
I dag og i morgen er repræsentanter fra Balkan-landene, Cypern, Rumænien og Holland derfor samlet i Frederikshavn for at diskutere de foreløbige resultater.
- Projektet går ud på, at vi skal lære af hinanden, og vi er selvfølgelig glade for, at de andre byer har valgt os som leading city og vil komme til os. I Energibyen Frederikshavn har vores fokus siden 2007 været at energioptimere hele kommunen, og på det nære plan er det kommunerne, der med de rette vilkår, sidder med nøglen til den grønne omstilling. Vi deler meget gerne ud af vores erfaringer, både som myndighed og gennem vores tætte kontakt til virksomheder og borgere. Og så vil vi naturligvis gerne høre om nye ingredienser til opskriften på en succesfuld omstilling fra de øvrige partnere, siger Bahram Dehghan, chefkonsulent, Energibyen Frederikshavn.
Mødet i Frederikshavn skal bringe deltagerne nærmere hvordan man kommer i mål med EU’s klimamål for 2050, og gæsterne forventer at få både set, hørt og oplevet på nært hold hvilke tiltag der virker i Frederikshavn Kommune, og som samtidig har et demokratisk sigte til gavn for borgerne, for eksempel overskudsvarme som fjernvarme, biogas-busser og energirenovering af både den kommunale og private boligmasse.