Forsvarsordfører inviteret på kaffe og kage på toppen af krigsskib
Kampen om ekstra 20 forsvarsmilliarder er i gang, og Nordjylland forsøger at snuppe sin bid af kagen forud for forsvarsforhandlingerne.
Mandag forsøgte Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen, at overbevise sin partikollega på Christiansborg, socialdemokratiske Simon Kollerup, om at Nordjylland er det oplagte sted at investere nogle af de mange milliarder, som der lige om lidt skal forhandles om, når der skal indgås et nyt forsvarsforlig.
Simon Kollerup er forsvarsordfører og inviteret til de lokale "forhandlinger" blandt andet på dækket af en landets krigsskibe, fregatten Esbern Snare, der holder til netop på Flådestationen i Frederikshavn.
Selv om Frederikshavns borgmester ikke kunne tage æren for idéen med kaffe-kage-arrangementet med en panoramaudsigt over blandt andet søværnets matrikler i kommunen, så tyder meget på, at Frederikshavn har gjort indtryk hos den nordjysk valgte forsvarsordfører.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at når vi skal til at bruge de mange milliarder på et nyt forsvarsforlig, så kommer det også til gavn i Frederikshavn og nordjyske bastioner, siger Simon Kollerup og tilføjer:
- Nordjylland er en forsvarsregion, og det skal vi blive ved at være, og derfor skal et nyt forsvarsforlig også tænke alle de muligheder ind i den ramme.
Simon Kollerup var på vegne af de nordjyske kommuner og regionen inviteret til Frederikshavn og den nordjyske NATO-havn for ved selvsyn at se, hvor og hvordan pengene for det nuværende forsvarsforlig bliver brugt.
Det sker forud for aktuelle forhandlinger om det kommende forsvarsforlig.
Der skal bruges 20 milliarder kroner mere på det danske forsvar. I hvert fald hvis det står til regeringspartierne.
For forsvaret skal have et løft ikke mindst set i lyset af krigen i Ukraine, og derfor vil de danske politikere nu fremrykke planerne om at leve op til NATOs målsætning allerede fra 2030. Tre år før oprindeligt planlagt.
Det er blandt andet derfor, at regeringen har afskaffet store bededag - så pengene fra den fridag i stedet rulles ud til det danske forsvar.
Forhandlinger i gang om lidt
Selv om forhandlinger til det kommende forsvarsforlig endnu ikke officielt er gået i gang, så tyder meget på, at det danske forsvars tilstedeværelse i Arktis og det danske Rigsfællesskab, det vil sige Færøerne og Grønland, vil have en høj prioritet.
Der spiller det nordjyske del af det danske forsvar en vigtig rolle.
- Det vil man helt sikkert kunne se ved kajanlægget her i Frederikshavn, lyder det fra Simon Kollerup.
Forsvarforhandlingerne går i gang om få uger, og det glæder Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, at Nordjylland på forhånd ikke synes at være glemt.
Det var Birgit S. Hansen, der på vegne af alle nordjyske kommuner og regionen mandag gjorde den socialdemokratiske forsvarsordfører klogere på betydningen af forsvarsinvesteringer i det nordjyske.
- Vi rækker hånden frem og siger, se på os her i Nordjylland, vi har infrastruktur, vi har plads til mere forsvar, vi har ledige folk, ligesom vi kan tiltrække de rigtige folk til stillingerne. Så derfor vil vi gerne byde os til og sige, nogle at de investeringer bør falde her, for det ligger lige for, siger Birgit S. Hansen.