Forældrepar idømt halvandet års fængsel for grov vold mod datter
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En få måneder gammel pige fik blandt andet en hjerneblødning efter at være blevet tævet af sine forældre. Nu er der faldet dom i sagen.
Et forældrepar fra Frederikshavn er blevet idømt 18 måneders fængsel for grov vold mod deres få måneder gamle datter. Det oplyser anklager Morten Sønderby.
Der er tale om en 28-årig mor og en 36-årig far.
Volden har fundet sted i en periode fra 4. marts til 8. maj 2018, og ifølge anklageskriftet har den lille pige fået adskillige ribbensbrud, brud på den ene lårbensknogle, brud på den ene skinnebensknogle og flere røde og blå mærker.
Derudover har parret ifølge anklagerne rusket datteren så voldsomt, at hun fik en hjerneblødning.
Ifølge Nordjyske blev pigen efterfølgende tvangsfjernet.
I første omgang var forældreparret tiltalt efter straffelovens § 246, der omhandler legemsangreb, som har medført så alvorlige skader, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder. Bliver man dømt for overtrædelse af § 246, kan man blive idømt op til 10 års fængsel.
Tirsdag valgte Retten i Hjørring dog at frifinde for overtrædelse af straffelovens § 246, og derfor blev dommen noget mildere – nemlig 18 måneders fængsel.
Forældreparret modtog dommen.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes til landsretten.