Fiskere fik sig pludselig en overraskelse: Se de vilde billeder
En helt speciel situation fandt sted udenfor Skagen onsdag morgen.
Plask sagde det, da færøske Jóhannes Andrasson var på vej til Skagen for at losse efter en tur i det engelske farvand med sine syv kollegaer onsdag morgen.
- Vi havde været på sildefiskeri ved fladen og var på vej til Skagen for at losse. Da vi var kommet en sømil nordvest for Grenen, var jeg på dækket for at gøre losse-grejerne klar, fortæller han om oplevelsen:
- Så kunne jeg pludselig se et stort plask ude foran os, så jeg kiggede en ekstra gang og så næsten med det samme, at det var en vågehval.
En stor vågehval boltrede sig i det danske farvand ud for Grenen i Skagen, hvor den sprang rundt.
Et sjældent syn
Som færing er det ikke første gang, at han ser en hval. Flere gange har han endda været så tæt på, at han nu kan se forskel. Derfor kunne han også hurtigt se, at der var tale om en vågehval.
- På Færøerne er hvaler et almindeligt syn, men det var en stor oplevelse, særligt når det er så usædvanligt, at vågehvaler springer og så at se det med egne øjne så tæt på.
Det blev ikke kun til et, men derimod mange spring, som Jóhannes Andrasson nåede at observere og filme af den glade vågehval.
Derfor har han også valgt at dele det med andre på Facebook. Hvilket han også plejer at gøre, når han oplever hvaler på Færøerne.
Men denne gang var helt særlig.
I cirka seks minutter kunne han og kollegaerne på båden nyde det vilde syn.
- Det var en stor oplevelse at være så tæt på en så stor hval, der springer flere gange op af vandet med en afstand på kun 200-300 meter. Den har jo en størrelse på omkring 6,74-10,5 meter og vejer mellem fem og ti tons, som er gennemsnittet for en hval, siger han.
Selvom det er ved at være hverdag for Jóhannes Andrasson, så er synet af en hval noget speciel for mange andre, som kun kan drømme om den samme oplevelse.
- Det er ihvertfald en af de store oplevelser, som kun få mennesker i verden får lov til at opleve. Det må jeg sige, at jeg er meget glad for at kunne dele med andre, slutter han.