Fem spækhuggere spottet i Skagen: - Der var fuld gang i dem
Foto: Karsten Klausen / Grenen Fuglestation
Her ses en af de spækhuggere, der blev spottet søndag middag i Skagen. Billedet er taget ved Nordstranden og er spottet gennem ornitologerne kikkerter og teleskoper.
Gruppen af ornitologer, der spottede spækhuggerne, havde øje på dem i omkring en times tid, hvorefter dyrene langsomt svømmede vestpå ud af Skagerrak.
En gruppe ornitologer fra Grenen Fuglestation har søndag ved middagstid spottet en flok spækhuggere i havet ved Skagen.
Flokken bestod af i alt fem spækhuggere, og de blev spottet gennem kikkerter og teleskoper fra både Grenen, Nordstranden og Buttervej, fortæller ornitologerne.
- Der var fuld gang i dem, siger ornitolog Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation til TV2 Nord og fortsætter:
- Skagen er hvalstedet og hotspottet i Danmark. Vi har så mange observationer af forskellige arter, og spækhuggere er noget af det mest spektakulære, siger han.
Skagen er hvalstedet og hotspottet i Danmark. Vi har så mange observationer af forskellige arter, og spækhuggere er noget af det mest spektakulære.
Rolf Christensen, ornitolog, Grenen Fuglestation
Spottet 20 gange de seneste 50 år
Ifølge Rolf Christensen har man set spækhuggere ved Skagen 20 gange de seneste 50 år. Sidst, det skete, var for et par år siden, forklarer han.
- Fiskere ser dem nogle gange i Skagerrak, men fra land er det næsten kun i Skagen, det kan lade sig gøre. Så det er vi jo stolte af, siger han til TV2 Nord.
Gruppen forklarer, at de havde øje på spækhuggerne i omkring en times tid, hvorefter dyrene langsomt svømmede vestpå ud af Skagerrak.