Jan er nomineret til årets førstehjælper: Reddede sin søns liv da han faldt om med hjertestop
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Jan Jacobsen og sønnen Victor Jacobsen.
Nordjyde nomineret til årets førstehjælper
Jan Jacobsen fra Frederikshavn er blevet nomineret til årets førstehjælper. For et lille år siden trådte han til og reddede en 14-årig dreng, der fik hjertestop, mens han spillede fodbold i haven. Den dreng han reddede, var såmænd Jan Jacobsens egen søn.
3. august 2019. Det skulle have været en hyggelig aften i genboens have, men ender i stedet med en kamp for liv og død for Jan Jacobsen og familien. De sidder på genboens terrasse, mens familiens 14-årige søn spiller fodbold i haven. Pludselig falder sønnen Victor Jacobsen om med hjertestop.
- Så rejser jeg mig op og kommer fri af parasollen, og så kan jeg se han ligger fladt på ryggen, forklarer Jan Jacobsen og fortsætter:
Der er ingen vejrtrækning, der er ingen puls, så jeg flår hans t-shirt op. Jeg er sikker på, det er hjertestop, så jeg går straks i gang med hjerte lungeredning.
Jan Jacobsen, Frederikshavn.
- Der er ingen vejrtrækning, der er ingen puls, så jeg flår hans t-shirt op. Jeg er sikker på, det er hjertestop, så jeg går straks i gang med hjerte lungeredning, siger Jan Jacobsen til TV2 Nord, da vi besøger ham i genboens have.
Den 46-årige frederikshavner fortsætter førstehjælpen, og han får også hjælp af sin kone. Efter godt otte minutter uden livstegn fra sønnen, ankommer en paramediciner til stedet.
- Så sætter han hjertestarteren på, og så siger han bak lige. Så bliver Victor fuldstændig stiv, og alene det var jo et ubehageligt syn. Det er jo ikke sådan, vi er vant til at se vores søn.
Stødet virker med det samme. Victor Jacobsens hjerte slår igen, og han kommer hurtigt til bevidsthed. Det eneste, han kan huske, er at han blev svimmel. Nu er han vågnet op med ondt i brystet efter godt otte minutters hjertemassage. Mens de bærer Jan Jacobsens søn ud i ambulancen, kommer der også positive livstegn.
- Så siger han, lige inden han kommer ind i ambulancen. Husk lige min telefon, og det var simpelthen bare det fedeste, han kunne have sagt. Han havde været fraværende og haft hjertestop i otte ni minutter, og vi vidste ikke, hvad tilstand han var i, men alene det at han kunne huske hans telefon lå i hans sandaler, det var sgu dejligt, fortæller Jan Jacobsen til TV2 Nord.
Victor Jacobsen er i dag blevet 15, og efter en operation i hjertet er han kommet sig uden mén over hjertestoppet. Fredag i næste uge bliver det afgjort, om hans far bliver udnævnt til årets førstehjælper.
- Det er da fedt. Selvfølgelig ville man hellere have, at man ikke stod i den situation, men det er da meget fedt, nu hvor man står i situationen, siger Victor Jacobsen.
Årsagen til Victor Jacobsens hjertestop var en hjerteoperation som spæd, der havde givet en masse arvæv. Det skulle der være styr på nu, og ud over en indopereret pacemaker, så lever Victor Jacobsen som alle andre teenagere. Far Jan Jacobsen er stolt over at være nomineret til årets førstehjælper, og uanset om han vinder eller ej, så mener han selv, at han allerede har vundet.
- Præmien den sidder ovre i haven. Jeg er ovenud lykkelig, for det jeg allerede har vundet. Jeg vil da gerne vinde bestemt, men jeg vil hellere have min søn, og det har jeg, slutter Jan Jacobsen.
På landsplan er der tre nominerede til titlen som årets førstehjælper. Prisen bliver uddelt af Dansk Røde Kors og med hæderen følger også en check på 10.000 kroner.