Families adresse i Elling misbrugt: Ukendt ungarer er nu endelig slettet
Efter flere ugers kamp er det lykkedes for et par fra Elling at få en ungarsk kvinde slettet på deres adresse. I starten af maj opdagede Petsy og Gijs Norðberg, at kvinden havde adresse hos dem. Men selv om de aldrig har mødt hende var det svært at få hende slettet igen.
Efter flere ugers kamp er det lykkedes Petsy og Gijs Ouwehand Norðberg fra Elling at få en 31-årig ungarsk kvinde slettet fra deres adresse.
Et mareridt er ved at være slut for ægteparret Norðberg fra Elling ved Frederikshavn.
Efter at have kæmpet i flere uger for at få slettet en ukendt ungarsk kvindes navn fra deres adresse, så er det endelig lykkedes - efter TV2 Nord er gået ind i sagen.
Det bekræfter Borgerservice i Frederikshavn Kommune.
Sagen starter tilbage i maj måned, hvor der pludselig begynder at komme breve til en ungarsk kvinde i postkassen hos Petsy og Gijs Ouwehand Norðberg i Elling.
Kvinden har aldrig boet på adressen, og derfor retter ægteparret henvendelse til kommunen for at få hende slettet. Det skal dog vise sig at være vanskeligt.
Det viser sig nemlig, at den 31-årige ungarske kvinde har forfalsket et dokument med Petsy Ouwehand Norðbergs underskrift. I dokumentet står der, at den ungarske kvinde har bopæl hos parret i Elling, og med det falske dokument får kvinden blandt andet CPR-nummer hos Borgerservice.
Petsy og Gijs Ouwehand Norðberg melder kvinden til Nordjyllands Politi for dokumentfalsk, men det er ikke nok til at få hende slettet fra adressen. I første omgang får de besked på, at kvinden fra Ungarn selv skal forklare, at hun ikke bor, og at de skal få fat i hende.
Det er dog umuligt, da Petsy og Gijs Ouwehand Norðberg aldrig har mødt den ukendte kvinde eller haft kontakt med hende.
Parret har i flere uger forsøgt at få Frederikshavn Kommune og CPR-registreret til at slette kvinden fra deres adressen uden succes. Men nu har Borgerservice i Frederikshavn Kommune altså endeligt slettet kvindens navn på ægteparrets adresse.