Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Erland har været spærret inde i sin lejlighed siden december: - Jeg føler mig gemt og glemt

Erland Thomsen kan blandt andet ikke komme til at betale sine regninger, fordi han ikke kan komme ud af sin lejlighed.

- Jeg føler mig glemt og gemt væk. Ude af øje, ude af sind. Det er den følelse, jeg sidder med.

Sådan lyder det fra Erland Thomsen fra Skagen, der er indespærret i sin lejlighed for anden måned i træk.

Han er sclerosepatient og lam i hele kroppen, derfor er han lænket til sin kørestol. Men da elektronikken i kørestolen er gået i stykker, så har Erland Thomsen ikke været ude af sin lejlighed siden 18. december sidste år.

Se kommunens svar i videoen længere nede.

- Det er irriterende, og jeg er indespærret, fordi jeg ikke kan komme ud. Førhen kørte jeg på havnen hver dag, før stolen gik i stykker. Jeg er tidligere fisker, så jeg var nede og snakke med tidligere kollegaer, fortæller Erland Thomsen.

Kan ikke betale sine regninger

Udover sine daglige ture på havnen, så har hans ødelagte kørestol også kostet ham økonomisk.

- Jeg har fået min postkasse fyldt med rykkere, fordi jeg ikke kan betale mine regninger, og det påvirker mig meget, forklarer han.

Frank Thønnings er besøgsven for Erland Thomsen og har kendt ham i tre år. Det gør ondt på ham at se sin ven i sådan en situation. Især når han ikke kan hjælpe.

- Jeg kan godt tømme postkassen, og jeg har forsøgt at betale regningerne, men det kan jeg ikke, for jeg har ikke den fuldmagt, det kræver. Men det er jo også sjovere for Erland selv at være en del af det og en del af livet, konstaterer han.

Frederikshavn Kommune beklager forløbet, siger kommunaldirektør for Handicap og Psykiatri, samt Social- og Sundhedsområdet, Rikke Albrektsen i videoen hér:

Kan ikke skubbe ham hjem

Kørestolen kan ifølge Erland Thomsen og Frank Thønnings finde på at gå i stå, og det er derfor, han ikke tør at køre ud. For selvom stolen kan justeres, så den kan skubbes, så er den slet ikke beregnet til det og alt for tung.

- Det er træls for ham, og når man ikke stiller støtrre krav end at komme ud, så har jeg svært ved at acceptere, at livet ikke er sådan for ham lige nu, for det er så beskedent og rimeligt, pointerer Frank Thønnings.

Derfor valgte Frank Thønnings også at tage kontakt Frederikshavn Kommune og formand for Social- og Sundhedsudvalget Ole Rørbæk Jensen (S).

- Jeg skriver nogle mails, som jeg ikke har fået svar på. Så jeg vælger at skrive til udvalgsformanden, og så kommer der kontakt fra forvaltningen, men igen er det bare en sludder for en sladder, påpeger Frank Thønnings.

Både Erland Thomsen og Frank Thønnings håber på, at de snart kan komme ud på tur igen. Og for Erland Thomsens vedkommende, så er han slet ikke i tvivl om, hvor den første tur skal gå til.

- Det første, jeg gør, er at tage på havnen, og bagefter på havnekroen og få en bajer, afslutter han.


Lav boligrente har ikke bidt sig fast i Nordjylland, men vil den gøre det?

Foto: TV 2

Ifølge Spar Nord og ejendomsmæglerfirmaet Boliga er det endnu for tidligt at se.

En blomstrende økonomi og et boligmarked, hvor salgspriserne stiger. Sådan lød det tidligere på måneden fra den danske nationalbank, der kom med et bud på den økonomiske fremtid.

Normalt er det gode nyheder, men både Spar Nord og Boliga i Nordjylland fortæller, at de endnu har til gode at se effekten af de seneste rentenedsætninger.

- Ændringerne er jo kun lige sket, så der er ikke nogle konkrete tal på, om det har en effekt, lyder fra Christian Torp Yttergren, PR- og kommunikationskonsulent ved Boliga.

Ti skridt frem og to tilbage

Mens Spar Nord ikke kan vurdere effekten af de lavere renter er nordjyske Anders Høyer, der til dagligt er cheføkonom ved Sparekassen Kronjylland, optimistisk over de nye renteændringer. Men han forstår godt, hvis køberne på boligmarkedet ikke er gået 'købsamok'.

- Renten er jo generelt faldet gradvist, så det er godt. Men på markedet som helhed, er der over en længere periode taget ti skrid frem og to tilbage, og det giver jo lidt usikkerhed, fortæller Anders Høyer.

Cheføkonomen forklarer også, hvordan nogle boliger og lejligheder er mindre følsomme overfor renteændringerne, og derfor kan priserne for en tid gå hen og stå stille- også selvom renten falder.

- Lejligheder og boliger i centrum af Aalborg eller i Hasseris bliver mere påvirket af rentefaldet, end det for eksempel gør i Vodskov eller Gistrup, hvor der er plads til at bygge mere nyt, lyder det.

I januar er der udsigt til endnu et rentefald. Hvis den tendens fortsætter, mener Anders Høyer, at renteændringen vil få bidt sig ordentlig fast og dermed øge salget af boliger.


Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Klokken 1 om natten sad Bo og forberedte sig - samme morgen blev han smidt på porten.

Er der en træner, der næsten kan overdøve tusindvis af fans midt under en slagsang, er det velsagtens Bo Zinck. Han er i hvert fald et godt bud, og han er ikke bleg for at gøre forsøget. I knap et år har han fra sidelinjen dirigeret rundt med spillerne i Vendsyssel FF.

Søndag blev det dog meldt ud, at træneren hverken kommer til at råbe eller gestikulere efter Frederik Børsting og kompagni fremover. For her blev han nemlig sat fra bestillingen efter et efterår med svingende resultater.

TV2 Nord talte mandag middag med en overrasket, men allerede nu afklaret Bo Zinck.

- Jeg har hele tiden troet på, at jeg kunne ændre situationen til det bedre. Sådan skulle det ikke være, og det accepterer jeg. Jeg håber alt det bedste for Vendsyssel og er pisseglad for min tid i klubben, fortæller han.

Sad oppe til klokken 1 om natten

En fyring er sjældent ventet, og det var den heller ikke for Bo Zinck, der allerede havde øjnene rettet mod fredagens kamp mod Hillerød.

Den 45-årige træner sad oppe til klokken 1 lørdag nat for at klippe video som forberedelse til kampen. Videoklip og noter, som han nu kan skrotte.

- Jeg kigger indad. Det er på den måde, jeg er indrettet. Jeg vil hverken komme med undskyldninger eller sparke bagud. Det her er en del af fodboldverdenen.  Vi har ikke været hurtige nok til at få spillet alle de nye spillere sammen, og det peger jo tilbage på mig, lyder det ærligt fra den fyrede træner.

Hvad fremtiden byder på for den erfarne Bo Zinck, er endnu uvist.

- Der er rigtig mange roller i fodboldverdenen. Jeg er ikke for fin til noget. Det vigtigste er, at projektet er tiltalende, og så vil jeg gå glad på arbejde. Jeg lukker ikke nogen døre. Jeg har også dobbeltjobbet i 20 år, udtaler han.

Sideløbende med trænerkarrieren har Bo Zinck i mange år førhen været sælger i det daværende Sanistål.

Vendsyssel FF indtager lige nu 10. pladsen i Nordic Bet Ligaen. Holdet kan dog øjne top seks, som giver adgang til oprykningsspillet. På sjettepladsen ligger Hobro IK med 15 point. Vendsyssel står noteret for 13 point.


To indbrud i Hjallerup kan have tyven tilfælles

Foto: Tv2nord.dk

De to hændelser fandt sted med få hundrede meters afstand.

I en villa på Tennisskoven i Hjallerup var alting ikke, som det plejede, da en familie i søndags vente hjem fra en ferie.

- Hele huset var gennemrodet, da familien kom hjem. Tyven har taget listen ud af et vindue og fået adgang på den måde, lyder det fra Peter Skovbak, efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi.

Ved indbruddet er tyven blandt andet sluppet af sted med flere smykker og et Omega ur. Politiet ved endnu ikke, hvornår i perioden indbruddet har fundet sted, men de efterforsker sagen som et serieindbrud.

'Ikke ligefrem et paradis'

Få hundrede meter derfra skete der nemlig lørdag også et indbrud, som fandt sted i en lejlighed.

- Ligesom villaen på Tennisskoven brød de ind gennem en vinduesliste. Lejligheden var også helt gennemrodet, da vedkommende, der bor der, kom hjem, forklarer Peter Skovbak.

Indbruddet fandt sted mellem klokken 19:30 lørdag og klokken 12:00 søndag på Paradishaven. Politiet har endnu ikke modtaget et overblik over, hvad tyven kan være sluppet afsted med.

- Vi ser på det i en sammenhæng på grund af fremgangsmåden og lokationen, forklarer Peter Skovbak.

Har du information omkring de to indbrud hører Frederikshavns Politi gerne fra dig på telefon 114.


Stigende strømpriser kan ende med besparelser for elbilejere

Lige efter manges arbejdstid, hvor bilen normalt sættes til strøm, får priserne nu et nøk.

Har du fri fra arbejde lige til aftenstid, og kører du elbil, er det nok ikke helt unormalt, at du sætter den til strøm med det samme, du parkerer derhjemme.

Men på grund af overbelastning af elnettet i vintermånederne stiger prisen på strøm fra i morgen tirsdag i tidsrummet 17:00 til 21:00.

Den vane kan ret hurtig blive en dyr omgang.

Men det behøver den ikke at være, afslører Lars Jensen, forperson for Elbilforeningen i Danmark, der giver sin tips til en smart 'work-around'.

Læs det med småt fra start

Fordi elbiler stadigvæk er nyt for mange, er det færreste, der ved, hvilke spørgsmål der er gode at stille, når du er ved elbilforhandleren.

Ifølge Lars Jensen er det altid godt, at du spørger sælgeren ind til, hvor meget i bilen, der er computerstyret.

- Du får jo altid en brugsanvisning med, men sælgeren skal jo vide, hvor meget elbilen og lade standeren i garagen kan, lyder det.

Blandt andet er det muligt at tidsindstille lade-tidspunktet for elbilerne, allerede inden du sætter bilen til strøm.

- På den måde kan du faktisk bare sætte stikket i, som du plejer, og spare penge i den anden ende. Det er smart, fortæller Lars Jensen.

Kan hjælpe alle

Indstillingen for lade-tidspunktet skal desuden kun gøres en enkelt gang.

- Det helt gode er, at man faktisk tager presset fra elnettet, så strømmen på sigt kan blive billigere på det belastede tidspunkt. På den måde er det ikke bare elbilejere, der spare penge, men på sigt alle, der får gavn af det.

Ville du gå så langt som til at kalde det en, 'work smart, not hard-situation?'

- Det kan man godt sige, ja, siger Lars Jensen.


Kædeindbrud på 'håndværkerbiler' i to kommuner: 'Tag jeres forholdsregler'

Foto: TV2/Nord

- Det har karakter af et serieindbrud, lyder det fra Peter Skovbak, efterforskningsleder ved Frederikshavns Politi.

Er du håndværker og bor i Hjørring- eller Frederikshavns Kommune, skal du være ekstra opmærksom på din firmabil.

Den seneste uge har Frederikshavn Politi modtaget anmeldelser om tre indbrud i 'håndværkerbiler' og et mislykket forsøg mod en fjerde bil. Hver gang har det været samme fremgangsmåde, som indbrudstyvene har anvendt.

- Sidedørene bliver brudt op ved, at indbrudstyven laver et lille hul i sidedøren, så man påvirker en mekanisme i døren. På den måde kan indbrudstyven bryde in i bilen, fortæller Peter Skovbak, efterforskningsleder ved Frederikshavns Politi.

Der tegner sig et mønster

På grund af måden, hvorpå bilerne bliver brudt op, og tyvegodset de tager med, forklarer Peter Skovbak, at sagerne efterforskes som et serieindbrud.

- I Ravnshøj ved Frederikshavn blev der blandt andet stjålet DeWalt elværktøj, lyder det.

De tre indbrud har fundet sted i henholdsvis Astrup og Bindslev i Hjørring Kommune og Ravnshøj i Frederikshavn Kommune, mens det mislykkede forsøg skete på Vestermarksvej, der ligger tre kilometer fra Ravnshøj.

- Det særlige ved indbruddene er, at de alle har fundet sted ved private boliger. Så det handler særligt om at tage sine forholdsregler, hvis håndværkerbilen holder parkeret i ejerens egen indkørsel, siger Peter Skovbak.