Emma og Gustav samler skrald i deres fritid: Har tjent 22.000 kroner
Affald hober sig op i naturen. Det gør børn og unge fra fritidsklub i Frederikshavn nu noget aktivt ved, for to gange om ugen samler de skrald rundt om i byen.
Emma og Gustav er 11 år og går til dagligt i klasse sammen på Privatskolen i Frederikshavn. I fritiden er de også sammen i fritids- og ungdomsklubben HotSpot, og herfra går turen to gange om ugen ud i naturen for at samle skrald.
- Det gør vi for at hjælpe naturen og dyrene, fortæller de.
- Og så hjælper vi andre børn, tilføjer de.
Ud over at hjælpe miljøet og få skrald og affald væk fra naturen, så har fritids- og ungdomsklubben HotSpot indgået en aftale med lokale virksomheder om at sponsorere 40 kroner pr. kilo affald.
Samler ind til gode formål
En del af pengene går videre til Barnets Blå Hus, som er et behandlingstilbud for børn og unge fra familier med misbrugsproblemer.
De to klassekammerater, som TV2Nord møder torsdag eftermiddag i området ved Palmestranden i Frederikshavn er enige om, at det er rart at kunne hjælpe andre.
Samtidig får de og deres venner i fritids- og ungdomsklubben også noget ud af det, for det beløb, som de samler ind ved blandt andet at fjerne skrald, deles i to - og den anden del skal bruges i klubben.
- Vi kommer på koloni helt gratis, det er fedt, fortæller Gustav Kildeby Brogaard.
Vi får et bedre sammenhold i klubben, for der kommer næsten altid nye med på skraldetur
Emma, 11 år, Frederikshavn
Styrker sammenholdet
Det overordnede pædagogiske formål er, at de unge skaber relationer og samtidig får gode og sjove oplevelser sammen.
Det er vigtigt især efter corona pandemien, hvor særligt mange børn og unge oplevede ensomhed og mistrivsel.
Derfor tog HotSpot alle pædagogiske tiltag i brug for at skabe fællesskabelse for at børnene og de unge skal føle sig som en del af noget større.
- Det er vi glade for, og vi får et bedre sammenhold i klubben, for der kommer næsten altid nye med på skraldetur, fortæller Emma Kløjgaard Svendsen.
Initiativet har resulteret i at samle skrald, fremstille kreative ting, der er blevet solgt, og så har børnene samlet flaskepant.
Emma og Gustav og alle de andre fra klubben har indtil videre fjernet omkring 140 kilo affald og tjent omkring 22.000 kroner, der skal deles mellem klubben og Børnenes Blå Hus.