Efter indbrudsbølge: Politi mødte utrygge Sæby-borgere
Nordjyllands Politi kørte lørdag deres mobile politistation til Sæby, hvor der siden midten af oktober har været 18 indbrud.
En række indbrud har siden midten af oktober ramt Sæby, og særligt den sydlige del af byen har været ramt. Derfor stod en efterforsker og en forebyggelsesbetjent lørdag klar ved en mobil politistation på Virkelyst for at møde borgerne i området.
Formålet var at få de lokale i tale – både for at få oplysninger, som kan bidrage til opklaringen af sagerne, og for at hjælpe borgerne med at forebygge indbrud.
Vi er meget bevidste om, at nogle borgere i Sæby føler sig utrygge i øjeblikket.
John Lamp Henriksen, vicepolitiinspektør
- Vi er meget bevidste om, at nogle borgere i Sæby føler sig utrygge i øjeblikket. Derfor er det vigtigt for os at få folk i tale, siger vicepolitiinspektør John Lamp Henriksen, der er leder af politiets patruljeberedskab i Frederikshavn.
- Det er ret utrygt
En af dem, der lørdag mødte op for at få en snak med politiet, er Hasse Christensen. Han har tydeligt kunnet mærke, at naboerne har haft ubudne gæster på besøg.
- Det er ikke særlig behageligt, når man den ene dag får en SMS eller mail om, at der har været indbrud på den ene side af vejen, og man dagen efter får en om, at der har været indbrud på den anden side af vejen. Det er ret utrygt, siger han.
I alt har der været 18 indbrud i Sæby siden midten af oktober.
Vær opmærksom på detaljerne
Når politiet efterforsker sager om indbrud, kan detaljerede oplysninger være afgørende. Derfor opfordrer politiassistent Claus Bjerre Nielsen folk, der ser noget mistænkeligt, til at holde godt øje med ting, der kan gøre opklaringsarbejdet lettere.
- Der er mange grå stationcars. Kan man komme flere detaljer på, som for eksempel firmalogo, dele af et registreringsnummer, hvor mange mennesker der var i bilen og så videre, så vil det hjælpe os utroligt meget i efterforskningen, siger Claus Bjerre Nielsen.
Politiet var i Sæby lørdag fra klokken 10 til 13.