Efter heftig debat: Jacobs Fiskerestaurant i Sæby udvider med stor altan
Foto: Jacobs Fiskerestaurant
Onsdag har Frederikshavn Kommune givet tilladelse til at opføre en omstridt altan på 70 kvadratmeter ved lystbådehavnen i Sæby.
Noget så småt - eller stort om man vil - som en altan ved lystbådehavnen har den seneste tid bragt ikke så få sind i kog hos borgerne i Sæby.
Siden det kom frem, at Jacobs Fiskerestaurant lige ved kajkanten barslede med en 70 kvadratmeter stor altan som udbygning til den eksisterende restaurant, har ni naboer på Strandgade og Havnepromenaden kæmpet indædt for at få politikerne i Frederikshavn Kommune til at sige nej til projektet.
Det skriver KanalFrederikshavn.dk.
- Udsigten til havet og havnen ødelægges.
- Støjniveauet øges massivt.
- Altanen er i strid med lokalplanens bestemmelser og principper, lød det blandt andet fra naboerne.
Det fik til gengæld andre borgere til at tage til genmæle på de sociale medier og beskylde naboerne for at ville indføre "Skagens-tilstande" med henvisning til de nye støjregler, der har fået ikke så få spillesteder i Danmarks nordligste by i fedtefadet på grund af udendørs musik i sommer.
Grønt lys
Onsdag skulle politikerne i Plan- og Miljøudvalget så tage stilling til den betændte sag, og ifølge KanalFrederikshavn.dk blev det til grønt lys for Jacob Jensens altanplaner.
Kommunen vurderer i afgørelsen, "at den udførte altan er tilpasset den eksisterende bygning og er udført i et formsprog, der understøtter lokalplanens bestemmelser om ydre fremtræden, samt at altanen vil understøtte ejendommens funktion og dermed vil medvirke til at sikre et attraktivt miljø på havnens arealer."
Jacob Jensens oplyser til KanalFrederikshavn.dk, at hans primære hensigt med terrassen er at kunne tilbyde folk at komme ud på solsiden af restauranten og nyde Sæby Havn.
- Jeg har i forbindelse med mit projekt modtaget mange positive tilkendegivelser fra andre beboere på havnen, og i det perspektiv er det en forholdsvis lille del, der har gjort indsigelser, noterer Jacob Jensen.
Jacobs Fiskerestaurant, der har overtaget lokalerne, hvor Frank's Restaurant lå, åbner sæsonen i næste uge.