Dykker formodes død: Kammerater fortsætter selv eftersøgning
Manden er meldt savnet siden lørdag aften.
Opdateret klokken 13.30.
Skagen Redningsstation har i løbet af weekenden ledt efter en midaldrende dykker, som nu har været væk i mere end to døgn.
Manden blev meldt savnet lørdag aften, og politiet har endnu ikke positivt nyt. Derimod formoder de, at han er død.
- Da han bliver meldt savnet, er der indikationer på begrænset ilt, koldt vand, og det er langt ude. Efter fem timers søgning og intet held, så er formodningen, at han er omkommet, lyder det fra vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Dykkeren forsvandt ud for kysten ved Skagen lørdag kort før klokken 20.00.
Efter myndighederne afsluttede eftersøgningen hen over natten til søndag, har nogle af dykkerkammeraterne til den midaldrende dykker på eget initiativ spurgt, om de selv må lede videre. Det fortæller Thomas Ottesen.
- Der er tale om en mand født i 1967, der forsvinder under dykning ved et vrag, som ligger en times sejlads fra Skagen, lød det søndag fra René Kortegaard, der desuden fortalte TV2 Nord, at manden var ude at dykke med flere andre.
Det var dem, der slog alarm, efter manden ikke dukkede op efter endt dykning.
Eftersøgningen af dykkeren blev varetaget af Joint Rescue and Coordination Center (JRCC), som hører under Søværnet. De står for at koordinere operationer, hvis nødsituationer opstår i luftrummet eller på havet.
Pressesektionen fortalte søndag klokken 13.00 til TV 2, at de havde indstillet eftersøgningen af manden.
Mandens pårørende er blevet underrettet.
TV2 Nord kunne lørdag aften fortælle, at to redningsbåde var gået i aktion i området, og at der blev søgt efter personen på et område, som ligger næsten halvvejs til Sverige.