Drømmeslag: Nordjyde laver hole-in-one i amerikansk kæmpeturnering
Foto: Mike Ehrmann Ritzau / Scanpix
Lucas Bjerregaard stod søndag for turneringens eneste hole-in-one ved PGA Championship i New York.
Golfslaget over alle golfslag. Det kan man roligt kalde hole-in-one. Slaget, hvor den hvide kugle triller i hullet efter dit alleførste slag er ikke hverdagskost, og rigtig mange, som ynder at gå en tur på golfbanen, kan gå i mange år uden at opleve det.
Det er den anden hole-in-one i mit liv, og det var et fedt hul at gøre det på. Fans har larmet rigtig meget i denne uge, og det gjorde de også her.
Lucas Bjerregaard
Søndag blev det dog en realitet for Lucas Bjerregaard, der kommer fra Frederikshavn. Det er anden gang i karrieren, at Lucas Bjerregaard laver hole-in-one. Og så blev det endda på den største scene af alle.
Lucas Bjerregaard deltog i weekenden i Major-turneringen PGA Championship i New York. De fire årlige major-turneringer er de allerstørste turneringer indenfor golfens verden.
Slaget kom på banens hul 17, der er et par 3 hul på 190 meter. Efter Lucas Bjerregaard hakkede til kuglen, fløj den afsted, ramte jorden en enkelt gang, inden de hoppede direkte ned i hullet til store glæde for de mange tilskuere, der stod rundt om hullets green og derfor kunne nyde Lucas Bjerregaards mirakel-slag.
- Det var dejlige ti minutter på en dag, hvor det var ret forfærdeligt. Det er den anden hole-in-one i mit liv, og det var et fedt hul at gøre det på. Fans har larmet rigtig meget i denne uge, og det gjorde de også her, sagde Lucas Bjerregaard efter runden til Viasat Golf.
Lucas Bjerregaard er den første dansker nogensinde til at lave hole-in-one i en af de fire Major-turneringer.
Det flotte slag betød også, at Lucas Bjerregaard fik sit bedste resultat i karrieren til en Major-turnering. Han sluttede tre slag over på, der rakte til en 16. plads
Du kan se det flotte slag hos TV3 Sport HER.