Drabssigtet kvinde løsladt efter grundlovsforhør
Den 69-årige kvinde, der blev sigtet for manddrab onsdag formiddag, er netop blevet løsladt.
Onsdag formiddag blev en 69-årig kvinde fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for at have dræbt sin 89-årige mand. Men efter 24 timer i politiets varetægt og et par timer i grundlovsforhør er kvinden atter løsladt.
- Dommeren fandt ikke, at der var begrundet mistanke for manddrab, lyder forklaringen fra specialanklager ved Nordjyllands Politi, Mia Haaning.
Anklagemyndigheden havde egentlig begæret varetægtsfængsling af den 69-årige kvinde, men sådan gik det altså ikke.
- Det var anklagemyndighedens opfattelse, at der var den fornødne begrundelse for mistanke om manddrab. Det var dommeren ikke enig i, og det tager jeg til efterretning, siger Mia Haaning til TV2 Nord.
Selvom den 69-årige kvinde er blevet løsladt, fortsætter politiets efterforskning.
- Vi afventer en retsmedicinsk undersøgelse af den afdøde, så vi kan fastslå en dødsårsag, siger anklageren.
Lukkede døre
Af hensyn til politiets efterforskning begærede anklagemyndigheden om dørlukning under grundlovsforhøret. Efter længere tids overvejelse valgte dommeren at efterkomme anklagemyndighedens begæring, og dørene blev lukket for offentligheden og for pressen.
- Det er de omstændigheder, som den afdøde blev fundet under, sammenlagt med den seneste tids hændelser, der gør, at politiet mener, der er tale om et drab, fortalte dommeren om sin begrundelse for at lukke dørene.
I den forbindelse er der stadig vidner, der skal afhøres, og af hensyn til det kommende efterforskningsarbejde, blev dørene lukket og der blev nedlagt et navneforbud.
Et mistænkeligt dødsfald
Onsdag ved middagstid modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et dødsfald på Sæbyvej i Frederikshavn.
Da politiet ankom til adressen, kunne de konstatere, at en 89-årig mand var afgået ved døden under mistænkelige omstændigheder. Derfor valgte politiet at anholde den 69-årige kvinde, der også bor på adressen og efterforske dødsfaldet som en drabssag.
- De samlede omstændigheder omkring fundet af den afdøde gør, at vi efterforsker det som en drabssag, lød det fra vagtchef og politikommissær Ole Buus.
TV2 Nords reporter på stedet kunne fortælle, at politiet var på adressen hele dagen og det meste af aftenen.
- De har afsøgt området med hunde, så det virker til, at de leder efter noget, lød det fra reporteren.
Først omkring klokken 22 forlod politiet adressen.